Henter kommentarer

Lille dansk tech-virksomhed: 'Vi vil være de største i Europa'


Den lille danske softwarevirksomhed Penneo fortsætter med at vokse. Deres vision er dog at vokse endnu mere.

»Vi kan se, at der i Europa er en efterspørgsel på løsninger som vores. Vi har en drøm om at blive den foretrukne leverandør hos revisionerne, som er vores nøglesegment, i hele Europa,« siger administrerende direktør i Penneo, Christian Stendevad, til Euroinvestor.

Penneo er kendt for deres særlige software, som gør det enkelt og hurtigt for revisionshuse at lade deres klienter underskrive eksempelvis årsregnskaber med NemID-signatur.

De har også et nyere produkt, Penneo KYC, der er et værktøj til at verificere deres kunders identitet i overensstemmelse med love om hvidvask, som også er Penneos store salgsfokus lige nu.

Læs også: Danske selskaber tror ikke på comeback

Tilbage i marts fik Penneo rejst 60 mio. kr. fra institutionelle investorer, og i april rykkede de fra vækstbørsen First North til hovedbørsen i ønsket om at tiltrække en større kreds af private investorer.

De rejste penge bliver nu investeret med målet om at vokse.

»Alt går som det skal,« understreger Christian Stendevad.

Det må være rart at høre for de langsigtede investorer, som har set, hvordan aktien er faldet med 71,6 pct. over det seneste år.

Læs også: Bavarian Nordic lander million-underskud: 'Vi nærmer os nul-resultat'

Direktøren kommer med den positive udmelding på en dag, hvor virksomheden er kommet med halvårsregnskab.

Tallene viser en fortsat vækst i størrelse og kunder. I andet halvår af 2022 havde Penneo en ARR-vækst – årlige tilbagevendende omsætning –  på 33 pct. samt et underskud i driftsresultat, EBITDA, på 9,7 mio. kr., hvilket er et resultat af planlagte investeringer.

Penneo har en SaaS-forretningsmodel og tilbyder dermed en cloud-baseret service, som kunderne kan tilgå via internettet og betale for at få adgang til gennem et abonnement.

Læs også: Coronavinder fik tæsk og faldt stort – aktien er halveret

I andet kvartal kom mere end 60 pct. af deres nye ARR fra udenlandske markeder. Det var mindre end 40 pct. samme kvartal sidst år. Men for at Penneo kan få endnu flere kunder fra udlandet, er de afhængige af den generelle udvikling i Europa.

»I Danmark ligger vi allerhøjest på disse indeks over digitalisering. Det gør, at vi har meget erfaring med det, men vi er afhængige af udviklingen af digitalisering i Europa,« siger Christian Stendevad.

Onsdag formiddag er Penneos aktie faldet med 3,6 pct. til kurs 12 kr.

Læs også: Tvedes fond i blodrødt: 'Jeg fjumrede en del rundt i markederne'

Læs også: Saxo Bank: Sådan tjener du på energikrisen