Den står på små stigninger på det amerikanske aktiemarked ved middagstid torsdag, efter at flere af de europæiske børser har rettet sig i kølvandet af meldingerne fra Den Europæiske Centralbanks, ECB's, rentemøde tidligere på dagen.
ECB fastholdt renten og meddelte lige så ventet, at den vil skrue ned for sine månedlige opkøb af obligationer under pandemiprogrammet, PEPP.
Neddroslingen bliver dog moderat, og den melding er faldet i god jord på børserne i Europa, der har rettet sig lidt efterfølgende til tæt på uændrede niveauer fra onsdag.
I USA stiger det teknologitunge Nasdaq-indeks 0,2 pct., mens det brede S&P 500-indeks danser omkring nullet med pilen i grøn retning.
Dow Jones-indekset falder samtidig 0,1 pct.
REGNSKAB FRA LULULEMON
Sportstøjkoncernen Lululemon Athletica ligger med en pæn stigning på 12,3 pct. torsdag middag efter at have leveret en stærk salgsprognose onsdag efter børslukketid.
Lululemon venter en nettoomsætning på 1,40-1,43 mia. dollar i tredje kvartal mod ventet 1,32 mia. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Tallet er også højere end selv det mest optimistiske estimat, da analytikernes bud på forhånd lå mellem 1,26 mia. dollar og 1,38 mia. dollar.
I den anden grøft ligger Boston Beer Company ilde tilredt med et fald på 6 pct. Nedturen skyldes, at bryggeriet har valgt at trække sin seneste prognose fra juli tilbage.
Bryggeriet, der er kendt for ølmærket Samuel Adams, fortæller dog, at indtjeningen ikke rammer den seneste forventning om et resultat per aktie på 18-22 dollar. Årsagen er en uventet nedgang på markedet for hard seltzer, som er danskvand tilsat alkohol.
Læs også: Lau Svenssen: Beskatning spolerer samfundsøkonomien
FORD LUKKER NED I INDIEN
Der er en smule slinger hos Ford, der falder 1,6 pct. knap halvvejs i dagens handel. Bilkoncernen lukker sin produktion af køretøjer og motorer i Indien, og det en operation, der kommer til at koste det amerikanske selskab 2 mia. dollar - svarende til 12,6 mia. kroner.
Op til 2 mia. dollar er også den salgspris, det amerikanske investeringsselskab Carlyle Group har udsigt til, hvis det ender med at frasalg af outsourcingselskabet VXI Global Solutions.
Anonyme kilder fortæller til Bloomberg, at Carlyle overvejer at skille sig med VXI. Andre investeringsfonde har tidligere vist interesse for VXI, fremgår det. Carlyle stiger 0,9 pct.
FALD I GAMESTOP
Aktien i amerikanske Gamestop, der sælger videospil, falder 2,6 pct. torsdag, efter et blandet regnskab for andet kvartal onsdag aften. Dermed har selskabet indhentet en god bid af faldet fra åbningen.
Samlet kunne kæden for det seneste kvartal notere et salg på 1,18 mia. dollar mod ventet 1,12 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Men kæden fik dog samtidig et større tab end ventet i kvartalet.
Det justerede underskud per aktie landede på 76 cent mod et ventet tab på 67 cent.
I Danmark er Gamestop nok mest kendt som den meget ombejlede meme-aktie, som tidligere på året skabte børsuro, da private investorer på Reddit koordinerede køb af aktien og påførte hedgefonde, som havde spekuleret kraftigt i kursfald i Gamestop, store tab.
Kinesiske Tencent og Netease, der begge gør sig ind for computerspil, falder henholdsvis 3,2 pct. og 2,4 pct. i torsdagens handel efter forlydender om, at Kina midlertidigt har stoppet for godkendelser af nye computerspil.
Oplysningerne kommer efter en lang periode, hvor de kinesiske myndigheder har strammet grebet om de store teknologikæmper.
Læs også: 3 aktier til de næste 10 år: 'Den burde være i porteføljen'
Læs også: Styr på aktieskatten? Få privatøkonomens bedste råd
.\˙ MarketWire