Henter kommentarer

Mener Tesla-aktien bliver 5 gange mere værd: 'Jeg står mutters alene'


Når kalenderen viser 2027, så er der en »reel chance for«, at Tesla er verdens mest værdifulde selskab.

Det mener Anders Bæk, der er uddannet civilingeniør og arbejder som selvstændig aktieanalytiker.

Den Tesla-glade aktieanalytiker, der ejer aktier i elbilsselskabet, lagde vejen forbi Euroinvestors podcast Millionærklubben i juni, hvor han kom med sin vurdering af Teslas fremtid. Det kan du høre her.

Konkret mener Anders Bæk, at Tesla i løbet af året med »stor sandsynlighed« kommer op i kurs 500 dollar. Dermed er der tale om lidt under en fordobling fra den nuværende kurs på 290 dollar.

På den lange bane er der tale om et helt andet prisniveau, lyder det:

 »Mit langsigtede price target – som jeg udviklede tilbage i 2021 – det er, at Tesla i 2025 eller 2026 vil nå op på en værdi på 1300 dollar. Det vil sige en faktor 5-6 herfra,« mener Anders Bæk.

Læs også: Bank of America: Her er 10 overraskende aktier, som kan vinde på AI

Den selvstændige aktieanalytiker ser primært tre grunde til, at kursen i Tesla kan nå op i hidtil usete højder. Grundene vender vi tilbage til.

Men det er langt fra alle, der er lige så begejstrede for Tesla, som Anders Bæk er. Kigger man på samtlige 49 analytikere, der dækker selskabet, så anbefaler 20 ifølge data fra Bloomberg at købe aktien.

20 anbefaler at beholde den, hvis man allerede har den i porteføljen – mens 9 anbefaler at sælge Tesla-aktien.

Blandt de 49 analytikere lyder det højeste kursmål på 350 dollar – hvilket er noget over Anders Bæks vurdering. Anders Bæk betoner da også selv, at han står »mutters alene« med sin ganske optimistiske holdning på Teslas vegne, men han har siden 2015 haft aktien på sin radar.

Læs også: 7 billige aktier, som valueinvestoren satser på

For Anders Bæk fik for alvor øjnene for Tesla tilbage i 2015, da han sammen med sin far var ude at prøvekøre en Tesla Model S. 

»Det var egentligt der, jeg begyndte at dykke dybere ned i Tesla. Jeg købte mine første Tesla-aktier i marts 2017 til 20 dollar, nu ligger den langt højere,« siger Anders Bæk.

Når Anders Bæk vurderer, at Teslas aktiekurs kan stige gevaldigt, så bunder det først og fremmest i, at han tror, Tesla bliver de første til at knække koden til selvkørende biler. 

»Jeg tror, de knækker koden indenfor 1-2 år. Det vil være et kvantespring ligesom tilbage i 1900-tallet, da men gik fra hestevogne til biler – og den fabrikant, der kan løse det problem, står stærkt, fordi det åbner tre indtjeningskilder,« mener Anders Bæk.

Den selvstændige aktieanalytiker mener, at den selvkørende teknologi i sig selv kan få Tesla til at tage højere priser for deres biler, hvorfor selskabets indtjeningsmarginer kan stige.

Se listen: Disse 50 aktier skal du holde øje med i 2023

Derudover mener Anders Bæk, at den selvkørende teknologi kan føre til, at Teslas biler kører »robot taxi services«. Det vil sige, at man som Tesla-ejer kan udleje sin selvkørende Tesla som en taxa på for eksempel en aften, hvor man sidder hjemme og ikke skal bruge sin bil. Tanken er, at Tesla tager en lille del af det overskud.

Men den sidste og vigtigste indtægtskilde, der kan blive åbnet op for Tesla, hvis de knækker koden til selvkørende biler, er ifølge Anders Bæk, at andre bilfabrikanter begynder at købe Teslas teknologier.

»Jeg ser en stor sandsynlighed for, at Tesla vil lave styresystemet, som mange af konkurrenterne vil køre på. Det vil åbne så store indtjeningskilder det her, så jeg spår, at Tesla vil ramme fundamentaler som overgår Microsoft og Apple,« siger Anders Bæk.

Læs også: Danske Bank om de fantastiske aktier: De har udgjort for stor risiko

Den selvstændige aktieanalytiker har blot én gang solgt ud af sine Tesla-aktier for at købe en Tesla Model 3 i sølv. Hans stærke Tesla-eksponering gjorde, at han i år 2020 så sin formue vokse med 4 mio. kr. Men i 2022 tog Anders Bæks formue et ordentligt dyk ned, da Tesla-aktien i årets løb blev savet ned med 65 pct.

Til trods for det store fald holdt Anders Bæk fast i sin Tesla-investering og sin forudsigelse om, at aktien ville vende snuden opad igen.

Læs også: Her er storbanks aktiefavoritter til den sidste del af 2023

Omstændighederne – at Anders Bæk siden 2015 har holdt øje med Tesla-aktien og er relativt tungt investeret i den – kunne lede tankerne hen på en af de klassiske sten i skoen på en investor: confirmation bias.

På dansk hedder det bekræftigelsesbias, og begrebet dækker over tendensen til at søge efter eller fortolke information på en måde, der bekræfter eller understøtter ens tidligere overbevisninger.

Direkte adspurgt, om der er risiko for, at Anders Bæk har confirmation bias og stirret sig blind på Tesla-aktien, afviser han:

»Det kan godt være nogle tænker, at jeg er den største Tesla-fanboy. Men du finder ikke en investor, der er mindre Tesla-fan end mig. Objektivitet, eller komme så tæt på objektivitet som muligt, er det bedste man kan som analytiker. Når man er fan af et firma, så rygter objektiviteten,« siger Anders Bæk og fortsætter:

»Den mest objektive investor er den, der kommer tættest med sine analyser og price targets. Indtil videre har det været mig, der har fået ret. Jeg har fået ret – ikke bare i aktiekursen – men også hvordan teknologien har udviklet sig. Jeg forudså Tesla vil blive platformsfirma, det så jeg allerede tilbage i 2017.«

Tesla kommer med regnskab for andet kvartal onsdag.

Læs også: Så meget skal du spare op til en god alderdom

Læs også: Sune ville gå på pension som 45-årig. Men efter et 'absurd år' er alt ændret