Henter kommentarer

Mens markedet panikker, tjener investeringslegenden milliarder: 'Man kan lære sindssygt meget af ham'


En blodrød bølge af kursfald har ramt aktiemarkedet, og det gør ondt på mange investorer – dog ikke Warren Buffett.

Den 94-årige amerikanske rigmand har formået at forøge sin formue med 8 pct. i 2025, mens det brede S&P 500-indeks er faldet 15 pct. indtil videre.

De seneste måneder har Warren Buffetts handlinger trukket opmærksomhed, da investoren i stor stil har sat penge på sidelinjen, altså solgt mange af sine aktier. Og det giver nu pote. Rigmandens formue er steget 11,5 mia. dollar eller 77,9 mia. kr.

Warrens Buffetts gode præstation i år er ikke gået H.C. Andersen Capital aktiechef, Michael Friis Jørgensens, næse forbi.

»Det var godt forudset, at aktierne var for dyre.«

Før de store kursfald var prissætningen på de amerikanske aktier højt prisfastsat. Det kunne man eksempelvis se ved, at værdien af det amerikanske aktiemarked havde vokset sig dobbelt så stor USAs årlige BNP.

Læs også: Direktør maner til ro: Jeg tror ikke, der kommer en recession

Michael Friis Jørgensen er heller ikke overrasket over, at Warren Buffett har slået markedet i år.

»Han har en formuebevarende og forsigtig stil. Han klarer sig typisk dårligere, når markedet har det godt, men så klarer han det meget bedre, når det går skidt for det brede marked.«

Udover en sans for, om en aktie er for dyr, er Warren Buffett også meget fokuseret på mere defensive aktier, som forsikringsselskaber samt virksomheder, der beskæftiger sig med stabilt forbrug, påpeger aktiechefen. 

Disse typer aktier klarer sig typisk bedre end resten af markedet, når udsigterne for økonomien ser mørkere ud.

»Det er en glimrende strategi, selvom den er til den defensive side. Jeg tror, at Warren Buffetts investeringsstil kommer til at passe bedre til de næste fem år end til de seneste 15,« siger Michael Friis Jørgensen.

Læs også: Aktieekspert: Udnyt de faldende kurser til din fordel

Aktiechefen mener derfor også, at man som privatinvestor godt kan holde øje med, hvordan verdens fjerde rigeste person forvalter sine penge.

»Private investorer kan lære sindssygt meget af ham,« siger Michael Friis Jørgensen og fortsætter:

»Han er enorm god til at vurdere risici, samtidig går han kun ind i investeringer, som han forstår. Når han tager risiko, sørger han for at blive betalt for det. Det kan man godt lære af som investor. Man skal bare ikke tro, at det betyder, at man slår markedet hvert år. Når man har den strategi, så halter man efter i de år, hvor markedet skubber værdiansættelserne op.«

Som i så mange andre tilfælde skal man dog have sin tidshorisont for øje, før man vælger at følge den amerikanske investeringslegendes strategi, påpeger aktiechefen. 

»Ældre investorer bør helt klart kigge på ham, mens de yngre nok ikke skal køre så defensiv en stil.«

Læs også: Investeringschef advarer: Det kan være tegn på skjulte risici

Læs også: Thorborg bliver mere og mere bange: Frygter Trump virkelig gør det

Find nålen i høstakken - sådan vælger du blandt verdens tusindvis af aktier
Det er ikke varer, der mangler på hylderne, når man skal investere, men hvordan finder man ud af, hvilke aktier det overhovedet er værd at investere i? Millionærklubben byder torsdag 24. april indenfor til et Eksklusiv-arrangement, hvor du kan blive klogere på kunsten at vælge aktier - eller “stock picking”, som det også kaldes i finansverdenen. Hør, hvordan man finder interessante investeringsmuligheder og bliv klogere på alle de små fif og fornemmelser, der ud over selve analysearbejdet ligger bag investeringsbeslutningen hos en række professionelle investorer.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lars Persson, investeringsrådgiver og teknisk analytiker hos Aktierådet,
Thorleif Jackson, CEO og porteføljeforvalter hos Jackson Familieinvest,
og Kurt Kara, aktiechef og valueinvestor hos Maj Invest.
I løbet af aftenen byder vi også på et glas vin, øl eller sodavand og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer.
Køb dine billetter her: https://euroinvestor.ticketbutler.io/da/e/millionrklubben-eksklusiv-find-naalen-i-hoestakken/