Henter kommentarer

Milliardforvaltere: Disse aktier vil gøre comeback i 2022


Value-aktier vil få comeback.

Det spår nogle af verdens største kapitalforvaltere, ifølge Bloomberg News. Blackrock og Franklin Templeton vurderer, at de hårdtprøvede value-aktier vil klare det bedre end eksempelvis vækstaktier i 2022.

Value-aktier er aktier i selskaber, der er undervurderede i forhold til deres underliggende fundamentale og forretningsmæssige værdi. Value-selskaberne har typisk lavere vækst og er billigt prisfastsat i forhold til det brede marked – for eksempel målt på hvad du betaler for en krones indtjening i selskaberne (price/earning) og pr. krones indre værdi i selskaberne (K/I). Value-aktier findes inden for alle dele af aktiemarkedet, men traditionelle value-sektorer er finans, energi og råvarer.

Læs også: Strateger: Det kan være tid til at samle op i sønderbombede aktier

»Du vil gerne have value på langt sigt, fordi vi vil vende tilbage til normalen,« udtaler Andrew Ang, der er chef for faktorinvesteringerne hos Blackrock.

De to milliardforvalterere tror især, at det gælder bankaktierne, der vil vinde på de forventede rentestigninger. Value-aktier spås et comeback bredt set, fordi centralbankerne med amerikanske Federal Reserve i spidsen har bebudet en opstramning af pengepolitikken, herunder rentestigninger. Det vil især ramme vækstaktierne, dvs. aktier i selskaber med høj vækst i omsætningen og indtjeningen.

Det er aktier, hvor du som investor betaler mere for selskaberne her og nu i en tro på, at selskabernes omsætning og indtjening vil stige i fremtiden. Rentestigninger rammer vækstaktierne, fordi højere renter mindsker den såkaldte nutidsværdi af den forventede fremtidige indtjening.

I en rundspørge svarede 106 globale investorer ifølge finansmediet, at de troede mest på value-aktier til 2022 fremfor andre aktiegrupper som grønne aktier, vækstaktier, teknologiaktier samt emerging markets-aktier.

Læs også: Chefstrateg: Dette kan gøre 2022 til et anderledes aktieår

Læs også: Dansk aktie er 'meget billig' lige nu - tror den kan stige 60 pct.