Henter kommentarer

Musk graver i lommerne: Hævder at have fundet pengene


Elon Musk fejer nu noget af tvivlen til side angående sit købstilbud på Twitter, idet han hævder at have fundet pengene til at købe det sociale medie.

Det skriver Bloomberg.

Efter sigende har erhvervsmanden, der står bag Tesla og SpaceX, skaffet 46,5 milliarder dollar til at købe Twitter.

Læs også: Danske Bank: Sørg for at have mange aktier her

Pengene har han blandt andet sikret sig gennem Morgan Stanley og andre banker, der vil låne ham 25,5 milliarder dollar. De resterende 21 milliarder står han selv for.

Elon Musk er den største aktionær i Twitter, da han for få uger siden købte 9 procent af dets aktier. Bare 17 dage efter, at han blev storaktionær i selskabet, luftede han tanker om at købe hele mediet.

Flere har dog tvivlet på det tilbud, da Elon Musk, som går for at være verdens rigeste, efter alt at dømme måtte være nødt til at sælge ud af sine Tesla-aktier eller gøre andet for at skaffe penge nok til købet.

Og nu har han altså været en tur forbi en række banker.

Musk bragte sit købstilbud på bordet i sidste uge, hvor han meddelte, at han ville give 54,2 dollar per aktie. Det er mere end markedsværdien på 47,08 dollar.

Musk har kritiseret Twitters ledelse og beskyldt dem for, at de ikke har nok økonomisk incitament til at drive mediet fremad.

Ledelsen i Twitter har svaret tilbage ved at iværksætte en »giftpille«, som gør det sværere for Musk at få fingrene i Twitter. Pillen inkluderer en række initiativer, såsom at eksisterende aktionærer – udover Musk – har kunnet købe Twitter-aktier til en lavere pris.

På netop Twitter skriver erhvervsmanden, at hvis Twitter-tilbuddet lykkedes, »vil vi besejre spam-robotter eller dø, mens vi prøver!«.

Læs også: Legendarisk aktie når sit højeste nogensinde

Læs også: Himmelstormere i brutal nedtur: 'Investorerne flygter'