Tre af pandemiens helt store aktievinder, Peloton, Zoom og Docusign, har allerede tilsammen mistet 218 mia. dollar siden toppen, men er regnskabssæsonens hidtidige udvikling en rettesnor, så er nedturen formentlig ikke ovre endnu for de tre, der endnu ikke har lagt tal frem.

Det skriver Bloomberg News.

Bliv-hjemme-aktierne startede nemlig med alarmerende tal fra Netflix, som for første gang i første kvartal ligefrem oplevede nettotilbagegang i antallet af betalende kunder, og aktien i streamingkæmpen blev prompte straffet med et hug på 35,1 pct. på en handelsdag.

Teladoc Health, der leverer ydelser inden for telemedicin, og som forinden var en af de store positioner i Cathie Woods Ark-fond, smed i sidste uge også 40,2 pct. efter sine regnskabstal.

Læs også: Kunder har tabt over halvdelen af indskuddet i Millionærklub-forvalters fond

- Hvis man valgte en kurv af pandemivindere, ville den ganske sikkert indeholde en række overvurderede navne, som fortjente at blive ramt, siger Michael Scanlon, forvalter af John Hancock Balanced Fund, til Bloomberg News.

Mange af pandemiens vindere lider nu under, at folk vender tilbage til kontoret, igen bruger fritiden og pengene uden for hjemmet og i højere grad igen køber ind i fysiske butikker. Og på den baggrund har analytikerne eksempelvis skåret 40 pct. af indtjeningsforventningen for Peloton og 20 pct. for Zoom.

Læs også: Sydbank advarer alle aktiekonger: Mange investorer kan få ubehagelig overraskelse

Med stigende renter er disse vækstnavne samtidig under øget pres på prissætningen, da højere renter medfører en større rabat på fremtidens ventede pengestrøm, der for disse selskaber vejer langt tungere end nutidens pengestrøm.

- De store arbejd-hjemmefra navne så som Netflix, Zoom og Docusign vil fortsat se multiplerne blive presset sammen, samtidig med at resultaterne bliver blødere efter pandemiens top, kommenterer Wedbush' anerkendte teknologianalytiker Dan Ives.

Wedbush foretrækker i denne fase mere produktdrevne kvalitetsselskaber som Apple og Microsoft.

Peloton er siden sin top faldet med næsten 90 pct., mens Teladoc Health har smidt næsten det samme. Zoom har tabt godt 80 pct., mens navne som Netflix, Docusign, Shopify og Roblox alle er drattet mere end 70 pct.

Læs også: Vigtigt aktieindeks i største nedtur siden 2008

 

Læs også: Kendt investor: Disse populære aktier er alt for dyre

.\˙ MarketWire