Netcompany overgår analytikernes forventninger i nyt regnskab - bundlinjen går markant frem


Den danske IT- og konsulentkæmpe Netcompany overgår forventningerne en smule i selskabets andet kvartal.
Det står klart efter, at Netcompany har præsenteret sit regnskab for andet kvartal onsdag morgen.
Her lander Netcompany en omsætning på 1,65 mia. kr. mod 1,4 mia. kr. i samme periode sidste år.
Det er en smule mere end analytikerne havde regnet med på forhånd, viser konsensusestimater fra Bloomberg. Analytikerne havde nemlig regnet med en omsætning på 1,63 mia. kr. i kvartalet.
Driftsindtjeningen målt på EBITDA lander på 269 mio. kr. mod 195 mio. kr. i samme periode sidste år. Det er ligeledes en smule over analytikernes forventning om en driftsindtjening på 259,5 mio. kr. i kvartalet.
Bundlinjen går til gengæld markant frem, når man sammenligner med samme periode sidste år. Den lander på 118 mio. kr. mod 55 mio. kr. i andet kvartal af 2023. Det er lige på analytikernes forventninger.
Ifølge regnskabet skyldtes fremgang hos Netcompany blandt andet, at den danske del af forretningen ser ud til at komme tilbage på rette spor.
»Det gør mig stolt og ydmyg at se de resultater, vores medarbejdere leverer i et forretningsmiljø, der fortsat er noget usikkert,« lyder det i en kommentar til regnskabet fra adm. direktør André Rogaczewski der fortsætter:
»Præstationen i det seneste kvartal gør mig sikker på, at vi er på rette vej til at levere på vores midtvejsmål for 2026.«
I forbindelse med regnskabet vil Netcompany også lancere et nyt aktietilbagekøbsprogram på 150 mio. kr. så skal løbe frem mod slutningen af oktober. Dermed kommer aktietilbagekøbet for året til at overstige en værdi af 700 mio. kr., fremgår det af meddelelsen.
Aktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet. Det er forenklet sagt en måde at sende selskabets indtjening videre til aktionærerne på. Læs mere her.
Siden årets start er aktien i Netcompany steget med 21 pct.