De aktier, der er spurtet frem tidligere på året, kan miste pusten fremadrettet.
»I takt med at opsvinget vinder fodfæste, overtager mere defensive sektorer og large caps førertrøjen,« forudser senior investeringsstrateg Simon Kristiansen fra Nordea i en kommentar mandag morgen. Noget synes nemlig at have ændret sig på aktiemarkedet i den sidste måneds tid.
Han fremhæver, at cykliske sektorer tidligere på året har klaret sig bedre end de defensive; at small cap-aktier har klaret sig bedre end large cap-aktier, mens value-aktier har haft større fremgang sammenlignet med vækstaktier.
Men den seneste måned er der sket et skifte på aktiemarkedet.
»I den seneste måneds tid synes billedet på aktiemarkedet at have ændret sig. Cykliske sektorer klarer sig stadig bedre end defensive sektorer, men både small caps og value-aktier har relativt set tabt terræn,« lyder det fra Simon Kristiansen.
Læs også: 2 undervurderede aktier, der kan være hjørnesten i din portefølje
Hos Nordea vurderer man, at ændringen skyldes udviklingen i de lange renter, der er bremset op. Det hænger ifølge banken sammen med, at renterne som bekendt stiger, når prisen på obligationer falder. De lange renter nåede ifølge banken et toppunkt på 1,74 pct. i slutningen af marts. I skrivende stund handler de lange renter omkring 1,61 pct., bemærker Nordea mandag.
»Opbremsningen i obligationsfrasalget har givet et comeback til IT-aktier. Således er NYSE FANG+-indekset (Facebook, Amazon, Netflix, Google mv.) steget hele 16 pct. fra det seneste lavpunkt i marts. Det er uden tvivl en væsentlig årsag til vækstaktiers seneste overperformance i forhold til value-aktier, men det forklarer også til dels, hvorfor large caps har klaret sig bedre end small caps, da mange af de store IT-selskaber netop hører til large cap-kategorien,« lyder det fra Simon Kristiansen.
»Men konjunkturudviklingen kan også være en del af forklaringen. Typisk overperformer både small caps og cykliske aktier i den tidlige fase af et opsving. Men i takt med at opsvinget vinder fodfæste, overtager mere defensive sektorer og large caps førertrøjen. Vi er nu på vej ind i denne næste fase, og derfor forventer vi, at vi ikke længere vil se den samme overperformance i small caps og cykliske sektorer som hidtil,« lyder det fra Simon Kristiansen.
Læs også: Dansk kapitalforvalter har udset sig 3 mulige aktieguldfugle

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner