Investorer skal holde fast i deres langsigtede strategi.
Det mener Nordeas chefstrateg Andreas Østerheden, efter den nye coronavariant, omikron, i sidste uge kastede en lang række aktier ud i kraftige kursfald. I en kommentar mandag morgen, understreger chefstrategen imidlertid, at det gælder om ikke at lade sig rive med af stemningen på aktiemarkedet, når usikkerheden hersker.
»Skulle den nye variant føre til øgede nedlukninger, som vi har set det flere gange alene i år, så er det vores forventning, at opsvinget udskydes snarere end at afspores,« lyder det fra Andreas Østerheden. Han understreger samtidig, at man ikke forventer, at vi står over for større kursfald i markedet.
Læs også: Bavarian Nordic-analytiker: Det kan få kolossal betydning - burde sende aktien op
Det forklares blandt andet med, at husholdningerne og virksomhederne ifølge Nordea er godt positioneret til at håndtere usikkerheden, mens storbanken forventer, at længere nedlukninger vil medføre en mere lempelig finans- og pengepolitik i længere tid.
Andreas Østerheden understreger, at vi endnu ikke ved meget om den nye variant. Det ændrer dog ikke på, at markedet er bekymret for, om de eksisterende vacciner er effektive i forhold til at undgå smitte. Han hæfter sig midletid ved, at den amerikanske medicinalgigant Pfizer har meldt ud, at man kan have en vaccine, der dækker varianten, klar inden for 100 dage.
Læs også: Kendt hedgefond-stjerne: Ny coronavariant kan sende aktierne op
Chefstrategen tilføjer, at investorer har nydt glæde af det, som han betegner som en »fantastisk «regnskabssæson, og at vi derfor oplever en vis gevinsthjemtagning og konsolidering i markedet.
»Det er ikke unormalt, at investorerne tager gevinster hjem efter kraftige stigninger på aktiemarkederne. En ny variant af covid-19-virussen skabte yderligere usikkerhed fredag, da der blandt andet synes at være bekymringer for, at de eksisterende vacciner ikke er lige så effektive mod den. På nuværende tidspunkt har vi dog meget lidt information om dette, og med initialt kraftige markedsreaktioner venter vi ikke, at dette er starten på større aktiekursfald. Usikkerheden vil dog sandsynligvis vare ved en tid endnu,« forklarer Andreas Østerheden.
Læs også: Investeringsbank er ikke i tvivl: Dette skal investorer gøre i markedsuroen
Læs også: Her er årets store skuffelser blandt de professionelle investorer
