Henter kommentarer

Nordea om aftenens store rentegyser: 'Det vil være et kæmpe signal'


»Det vil være et kæmpe signal.«

Det skriver den nordiske storbank, Nordea, der varmer op til rentemeldingen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

For det store spørgsmål, som markedet håber at kunne få svar på onsdag, er, hvornår de første rentenedsættelser kommer til at falde, og om der overhovedet kommer nogle rentenedsættelser fra Federal Reserve i år.

En stædig inflation holder centralbanken i skak, og markedets forventede antal rentenedsættelser i 2024 er blevet barberet ned fra seks i starten af året til én enkelt.

I den forgangne uge landede inflationen i USA nok en gang højere end forventet, og det kan være med til at skubbe den amerikanske centralbank over i en helt anden lejr, vurderer Nordea. 

»I den kontekst er det ikke utænkeligt, at Fed-chef Jerome Powell vil bruge pressekonferencen til at indikere, at forbundsbanken er klar til at løfte styringsrenten igen, hvis det bliver nødvendigt. Det vil være et kæmpe signal og en stor forskel fra tidligere hvor omdrejningspunktet har været, at det vil være passende at sænke styringsrenten i år,« skriver banken i en kommentar.

Investeringsøkonomen hos Nordnet, Per Hansen, har allerede tirsdag været ude og aflyse rentefesten. Det kan du læse mere om her.

Læs mere: Amazon slår forventningerne med nye tal

Læs mere: Disse aktiemarkeder holder lukket onsdag