Stemningen er blevet løftet på de finansielle markeder, efter den amerikanske præsident Joe Biden har accepteret at mødes med Ruslands præsident Putin.
Det påpeger Nordea i en kommentar mandag morgen om udviklingen, der er sket natten til mandag. Her er det kommet frem, at stormagterne er blevet enige om en principiel aftale om at mødes for at finde en løsning på Ukraine-konflikten.
Læs også: Danske Bank anbefaler at købe op i disse aktier
»Nyheden om det forestående møde har skabt fornyet håb om en fredelig løsning på konflikten hvilket har medvirket til at løfte stemningen på de finansielle markeder. Dermed peger formarkederne for de europæiske aktiebørser på en positiv åbning på den nye handelsuge, hvor det fortsat må forventes, at Ukraine kommer til at diktere stemningen på de finansielle markeder.«
Læs også: Børshus om kendt aktie: Den er faldet for meget – tid til at købe
Den geopolitiske situation i Ukraine har de seneste uger været et af de altdominerende temaer på de finansielle markeder. Det gælder ikke mindst aktiemarkedet, bemærker Nordea i den forbindelse.
»Usikkerheden har navnlig ramt aktiemarkederne hårdt. Det betyder, at det danske C25-indeks alene i sidste uge mistede 2,8 pct. af markedsværdien, og indekset er dermed nu på det laveste niveau siden april sidste år,« lyder det fra Nordea.
USA har accepteret at mødes på betingelse af, at Rusland ikke invaderer Ukraine.
