Henter kommentarer

Nordnet: Det var en overraskende aktiereaktion


Aktierne steg onsdag aften, efter den amerikanske centralbank gav sit syn på økonomien, renterne samt neddroslingen af de massive obligationsopkøb.

Det var ifølge Nordnets investeringsøkonom Per Hansen en lidt overraskende reaktion, da finansmarkederne for blot uger siden var nervøse for, at renterne vllle stige hurtigere end ventet og ødelægge aktiefesten.

»I den henseende er det trods alt lidt overraskende, at aktierne onsdag reagerede så positivt som tilfældet var. Reelt er Fed (den amerikanske centralbank, red.) nemlig lidt mere høgeagtig end tidligere,« forklarer han i en kommentar torsdag.

Onsdag var meldingen fra Federal Reserve (Fed), at neddroslingen af obligationsopkøb – også kaldet »tapering – stadig er på agendaen. Det vil formentlig vil blive besluttet i december, vurderer Per Hansen.

Investeringsøkonomien hæfter sig imidlertid ved, at et større mindretal nu ser, at Fed skal hæve renten i 2022. Tidligere var tanken ellers, at den første renteforhøjelse først skulle komme i 2023.

»Her og nu var investorerne øjensynlig glade for og tilfredse med at Federal Reserve ikke traf nogen konklusioner om tapering. Spørgsmålet kommer dog hurtigt op igen, og senest på mødet i december vil der formentlig blive truffet en tapering meddelelse. At investorerne frem mod 2024 har udsigt til 6 renteforhøjelser har dog ikke kortsigtet ødelagt investorernes humør og nattesøvn. Den tid den sorg synes at være konklusionen efter gårsdagens pengepolitiske annoncering,« forklarer Per Hansen

I det lys lader det til, at investorerne i højere grad frygter – eller frygtede – usikkerheden omkring den kinesiske ejendomsgigant Evergrande end eventuelle stigende renter, forklarer Per Hansen.

Læs også: Stjerneforvalter udnyttede aktieuro – disse aktier købte hun

Læs også: Kendt aktiechef tog sølvpapirshatten på og købte bitcoin