Henter kommentarer

Nordnet om Evergrande: 'Jeg tror det var et forvarsel'


Den kinesiske ejendomsgigant Evergrande satte gang i en aktiekrusning i stedet for et større aktiedyk.

Det kan imidlertid vise sig at være et forvarsel, mener Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar fredag. Investorer havde spekuleret i, at Evergrande ville udløse et større aktiedyk - en korrektion - i markedet. Men den udeblev. Markedet har indtil videre i hvert fald kun reageret med kursudsving på 3-4 pct, og det er i niveauet under en korrektion. Snarere en overfladekrusning, bemærker han.

Læs også: Det dækker investeringsbegreberne over

»Evergrande var en – set i en aktiemarkedsoptik – mindre hændelse. En del af den støj, som er med til at sikre det risikomæssige merafkast, som er aktiernes væsentligste aktiv på længere sigt,« forklarer Per Hansen, og fortsætter:

» Men Evergrande var ikke og havde ikke isoleret set ”styrken” til for alvor at få dominobrikkerne til at skælve meget. Jeg tror, det var et forvarsel. Dels om at der kan komme et større (efter)skælv, og at den store optur lakker mod enden denne omgang. Denne uges udmelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor et ”betydeligt mindretal” anser det for mest sandsynligt, at den første renteforhøjelse fremrykkes fra 2023 til 2022, vil inden så længe påvirke forventningen om et meget moderat aktieafkast for 2022. Med mindre afkast følger formentlig også i det mindste flere, men ikke nødvendigvis større udsving.«

At nedturen tidligere på ugen ramte sammen med udviklingen omkring Evergrande var i hans optik »tilfældigt og skyldes, at ”hændelsen” fandt sted på et ”nervøst” tidspunkt.«

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på den enkelte aktie i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Lau Svenssen: Turbulensen på aktiemarkedet er knap nok begyndt

Læs også: Derfor er der gang i den danske aktiefest