Henter kommentarer

Nordnet om dramatisk fald i Ambu: Det skal du gøre op med dig selv


Aktien i det danske regnskabsaktuelle medicoselskab Ambu er ramt af et blodrødt minus i onsdagens handel.

Som investor i virksomheden ser formiddagens fald på mere end 17 pct. dramatisk ud. Derfor har Euroinvestor allieret sig med investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, der sætter ord på, hvordan man som privatinvestor skal forholde sig til dagens kedelige fald.

»Er man investor i Ambu, skal man spørge sig selv, hvad ens investeringsalibi for at være investor i selskabet er. Er man den langsigtede og tålmodige investor, der gerne vil være med på den optur, der skal føre Ambu og være førende i USA over nogen år, så skal man ikke gøre noget, for så er der sådan set intet, der har ændret sig,« siger Per Hansen og fortsætter:

»Men er man utålmodig og investerer på kortere sigt, så skal man spørge sig selv, om Ambu nu har skuffet så meget, at investeringscasen ikke længere er interessant.«

Ifølge Per Hansen er det ikke overraskende, at Ambu-kursen hurtigt kan svinge fra grønne plusser til røde minusser.

»Prisfastsættelsen i Ambu er ekstremt høj, og leverer sådan et stort selskab ikke det sublime, fremragende og ekstraordinære, er der risiko for, at der sker afregning ved kasse et. Det er det, der sker i dag.«

Det skyldes blandt andet, at en stor del af Ambus investorer er udenlandske, og ser de et skuffende regnskab, trykker de relativt hurtigt på knappen og får solgt ud af deres andele.

»I Danmark kan vi godt have en tendens til at tænke, at Danmark er verdens navle og at alt er fantastisk. Men man skal tænke på, at investorer uden for landets grænser også har Ambu, og bliver de skuffet på en regnskabsdag, så skal de ud af den.«

Onsdag morgen fremlagde Ambu regnskab for andet kvartal i det forskudte regnskabsår. Omsætningen endte på 1001 mio. kr., og var dermed lavere, end hvad analytikerne havde ventet. Også den organiske vækst endte lavere, end analytikernes forventning. Du kan få et samlet overblik over regnskabstallene her.

Læs også: Aktiechef: Jeg frygter, at det bliver værre end ventet

Læs også: Ny rekord: Så meget er boligpriserne tordnet i vejret