Investorerne forventer, at der er en aktiestorm på vej.

Det er i hvert fald stemningen målt på det såkaldte VIX-indeks. Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar mandag. Vix-indekset måler forventede kursudsving i det toneangivende S&P 500-aktieindeks via optionsmarkedet, og indekset bruges derfor til at måle, hvor nervøse investorerne er. Af samme årsager kaldes VIX-indekset derfor også for 'frygtens indeks'.

»VIX-indekset er en god temperaturmåler på investorernes blodtryk og sindstilstand, og det tegner et klart stresset billede af udviklingen i udvalgte aktivklasser,« lyder det fra Per Hansen.

Læs også: Aktiechef: Det virker som om, at investorerne flygter ud af dansk folkeaktie

Det er ifølge ham værd at hæfte sig ved, at der i lange perioder er fred og ro og ingen fare og ingen specielle advarselssignaler. Det er på sådan nogle tidspunkter, at aktierne giver det gode afkast, bemærker han.

Men nogle gange - i kortere perioder - kommer der et 'mayday mayday' fra nødstedte investorer, forklarer han.

Læs også: Milliardforvalter om dansk aktiedarling: Usikkerheden er vokset

»Det er et af de SOS’er, der sendes nu i udvalgte højrisiko-aktiver,« forklarer Per Hansen.

Han mener, at VIX-indekset lige nu peger på 'storm' og ikke 'orkan', som man så under finanskrisen i 2008. Her fløj VIX-indekset i vejret - fra 10 til 80+ -  på få dage, hvilket med hans ord var »en meget voldsom orkan«.

Investeringsøkonomen bemærker, at VIX-indekset typisk svinger imellem 10 og 15. Han sammenligner indeksets udsving med prisen på en forsikring.

»Jo større udsving er, jo dyrere er det at købe en forsikring mod yderligere nedtur. Det svarer lidt til prisen på en forsikring. Jo flere indbrud der har været på den gade, hvor du bor, jo større er risikoen for at du også får uanmeldte og uønskede gæster, og jo dyrere vil din forsikringspræmie være.«

'VIX' kommer af 'Volatility Index'. Indekset giver et mål for markedets forventninger til de kursudsving, der venter de næste 30 dage i det toneangivende S&P 500-aktieindeks.

Det sker ved at samle priser på aktieoptioner. En option gør det muligt at købe eller sælge aktier til en fastlagt kurs, og når prisen på en option stiger, stiger VIX-indekset.

VIX-indekset falder, når priserne på optioner falder. Det skyldes, at når aktiekurserne stiger, er der færre, der ser grund til at 'forsikre' sig mod kursfald.

Læs også: Strateg om bitter cocktail: 'Flere ting skræmmer investorerne'

Læs også: Vestas og konkurrenterne ramt af den perfekte storm: 'En vanskelig situation