Når Danmarks mest værdifulde selskab kommer med friske regnskabstal, så vil markedet især fokusere på én ting: Novo Nordisks' prognose for 2022.
Det vurderer Sydbanks aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen i en kommentar forud for, at den danske børsmastodont kommer med årsregnskab onsdag morgen.
Se listen: Sådan har de danske aktier klaret sig i januar
»Vi forventer, at det samme stærke underliggende vækstfundament, som Novo Nordisk har oplevet i 2021, vil fortsætte i 2022. Udgangspunktet i vores 2022-estimater tager udgangspunkt i midtpunktet af 2021-prognosen om en vækst på 13,5 pct.,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen.
Han vil samtidig holde øje med, hvordan medicinalkæmpens salg har udviklet sig. Novo Nordisk har specialiseret sig inden for diabetes- og fedmeområdet, og det er blandt andet salget af diabetesmidlerne Ozempic og Victoza samt fedmemidlet Wegovy, som markedet vil fokusere på.
Sydbank lægger vægt på, at investorerne vil spejde efter Novo Nordisks meldinger om fedmemidlet Wegovy. Novo Nordisk meddelte i december 2021, at man var udfordret på at imødekomme efterspørgslen på fedmemidlet på grund af problemer hos en leverandør. Det sendte aktie ud i et markant fald fra det, der siden har vist sig at være en kurstop.
Novo Nordisk har selv tidligere meddelt, at leveringsproblemerne kun var gældende for første halvdel af 2022. Spørgsmålet er imidlertid, om medicinalselskabet holder fast i den vurdering, bemærker Søren Løntoft Hansen.
Læs også: Milliardforvalter: Dette er den billigste C25-aktie
Læs også: Rentefrygt har sænket aktierne – sådan har kapitalforvalter undgået vejsidebomber i porteføljen

Økonom: Lever september i år op til sin dårlige historik?