Henter kommentarer

| Opdateret

Ny skandale i Danske Bank


Danske Bank er blevet ramt af en ny møgsag, efter det er kommet frem, at banken i årevis har opkrævet for mange penge fra en lang række kunder.

Det skyldes fire grundlæggende fejl i Danske Banks inddrivelsessystemer, skriver Berlingske. Fejl i data og IT-systemerne har gjort, at banken har inddrevet for mange penge hos gældsramte danskere. Op mod 15.000 kunder skal have penge tilbage.

Den nye møgsag ryger på listen over møgsager i Danske Bank - listen tæller eksempelvis hvidvaskningsskandalen samt sagen om investeringsproduktet Flexinvest Fri, hvor banken solgte et produkt til tusinder af kunder, selv om banken selv havde en forventning om, at kunderne stod til at tabe penge på det.

I videoen ses udviklingen i markedsværdien pro anno for bankerne i OMX CPH Banks GI-indekset. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Og dette er altså endnu en sag på listen, for banken havde ikke ret til at inddrive pengene, fordi gælden på det tidspunkt var forældet, viser dokumenter, som Berlingske og TV2 er kommet i besiddelse af.

Ifølge avisen har banken uberettiget opkrævet for millioner.

Hos Danske Bank kalder underdirektør Rob De Ridder sagen om fejl i gældsinddrivelsen for 'meget alvorlig'.

»Først og fremmest drejer det sig om at finde ud af, om de har betalt for meget. Dernæst kigger vi tilbage i tiden og prøver at finde ud af, hvordan vi kompenserer dem for noget, der er sket i fortiden. Dernæst kigger vi på indirekte konsekvenser og omkostninger, de måtte have haft, for at fastslå, hvordan vi kompenserer dem for det. Og vi er i fuld gang med at tilbagebetale vores kunder med både renters rente og eventuelt afledte tab,« udtaler han blandt andet til avisen.

Banken har ifølge Rob de Ridder nedsat en kontrolenhed, der skal sørge for, at ingen sager bliver lukket, uden at de er blevet undersøget 'manuelt' og 'trippelttjekket'.

Efter de mange møgsager har en lang række udenlandske investorer ifølge en opgørelse solgte ud af Danske Bank-aktien. Indtil for nylig var der ikke desto mindre tegn på, at de var på vej tilbage. Det kan du læse mere om her.

Du kan se nøgletal og den voldsomme kursudvikling for Dansk Bank-aktien her.

Læs også: Topchef: Vi er kommet ret stærkt ud af det i forhold til, hvor voldsomt det var

Las også: Warren Buffett i nyt opkøb