Henter kommentarer

Nye meldinger fra dansk selskab: Udbytte på vej og forventninger til året


Det danske selskab Parken Sport & Entertainment, der blandt andet ejer fodboldklubben FC København, har netop udsendt sine forventninger til 2024. 

Samtidig annoncerer selskabet også, at man vil indstille til at der bliver udbetalt et udbytte på 10 kr. per aktie til aktionærerne. Det skal vedtages på den ordinære generalforsamling d. 23. april 2024. 

Det fremgår af en selskabsmeddelelse fredag. 

For 2024 regner Parken Sport & Entertainment med lande en omsætning på mellem 1,4 og 1,5 mia. kr., samt et resultat før skat på mellem 150-200 mio. kr. 

»Forventningerne er baseret på F.C. Københavns kvalifikation til og deltagelse i gruppespil i UEFA Europa League,« fremgår det af meddelelsen. 

For regnskabsåret 2023 regner Parken med at lande en omsætning på 1,696 mia. kr. og et resultat før skat på 431 mio. kr.

Parkens årsrapport bliver offentliggjort d. 15 marts 2024.

Det seneste år er Parken Sport & Entertainment-aktien steget med 33,1 pct. 

I øjeblikket ligger FC København på andenpladsen i den bedste danske fodboldrække. Københavnerklubben tørner i aften sammen med FC Midtjylland i et topbrag i Herning.