Økonom om dansk frasalg: En lidt fesen pris

Aktionærer i det danske industriselskab FLSmidth kan godt føle sig skuffede over, at det ikke lykkedes selskabet at få mere for sin cementforretning end de 550 mio. kr., som den blev solgt til i den forgangne uge.
Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen, da han mandag besøger Euroinvestors podcast Millionærklubben:
»Det er isoleret set en lav pris,« siger Per Hansen i podcasten.
FLSmidth sælger sin cementforretning til Pacific Avenue Capital Partners for 10 mio. euro, men med mulighed for at få hævet prisen til det dobbelte hvis en række betingelser bliver opfyldt. Hvis det sker, er der tale om en lidt anden handel, vurderer Per Hansen:
»Så bliver det tåleligt og acceptabelt, men det er virkelig ikke en top-dollar pris. For investorerne ved ikke så meget om detaljerne, og derfor kan man bare vente i tre år - og i den tid man får for de her ventepenge, ja så har man et FLSmidth, der ikke har nogen gæld,« siger Per Hansen.
FLSmidth-aktien steg med 1,4 pct. på dagen hvor handlen blev annonceret, og det hænger ifølge Per Hansen sammen med, at selskabet nu er gældfrit og et mere rent selskab med fokus på udstyr til mineindustrien.
»Overordnet set er det en lidt fesen pris, de har fået, men det er et nyt og mere fokuseret FLSMidth der fortsætter,« siger Per Hansen i podcasten.
FLSmidth-aktien er steget med 7,4 pct. i år indtil videre.
Du kan lytte til hele dagens afsnit af Millionærklubben nedenfor, hvor panelet også diskuterer de seneste meldinger fra diabeteskonferencen i USA hvor Novo Nordisk præsenterede data og udviklingen i Mellemøsten.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner