Henter kommentarer

Omsætningen går frem hos dansk biotek-komet

Foto: Ricky John Molloy
Vis mere

Nye potentielle lægemidler får Zealand Pharma til at øge omsætningen.

Det står klart efter biotekselskabet kunne præsentere sit årsregnskab for 2023 tirsdag morgen.

Omsætningen lander i 2023 på 342,8 mio. kr., og det er over tre gange så meget som sidste år, hvor selskabet leverede en omsætning på 104 mio. kr.

Den største del af omsætningen kommer fra en milepælsbetaling på 223,6 mio kr. fra Boehringer Ingelheim i forbindelse med fedmemidlet survodutid, samtidig modtager selskabet 69,1 mio. kr. fra en milepælsbetaling fra Sanofi i forbindelse med det potentielle lægemiddel lixisenatid.

Tilfredsheden er da også at spore fra direktøren for Zealand Pharma, Adam Steensberg.

»Med de lovende resultater for vores langtidsvirkende amylin-analog, petrelintid, og udviklingen af vores dobbelte GLP-1/GLP-2-receptoragonist, dapiglutid, inden for fedme, er Zealand godt positioneret til at opnå betydningsfulde milepæle i 2024.«

Driftsudgifterne hos det danske selskab faldt i 2023. I år lyder tallet på 895,9 mio. kr., og det er 45,2 mio. kr. mindre end driftsudgifterne for 2022. Man regner dog med, at driftsudgifterne kommer til stige markant i 2024, hvor estimatet ligger på mellem 1,1 og 1,2 mia. kr. 

Det er blandt andet forskning og udvikling, som udgifterne går til.

Zealand Pharma har ikke valgt at give en guidance på omsætningen for 2024 grundet usikkerhed om størrelsen og timingen af den eventuelle omsætning. 

Zealand Pharma-aktien er det seneste år steget 183,4 pct. 

Læs mere: Zealand Pharma slår rekord: Største endagsstigning for en C25-aktie

Læs mere: Dansk aktie banker resten af Europa