Orphazyme-aktien er fredag kastet ud i et brutalt dyk.
Aktien i det danske biotekselskab, er faldet med op mod 66 pct., hvilket har reduceret selskabets markedsværdi til cirka 1,4 mia. kr. Kursfaldet er imidlertid billig sluppet, vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar fredag formiddag.
» Det lyder af meget, men burde være meget mere,« lyder det fra investeringsøkonomen, der tilføjer:
»65 pct. kursfald: Det er billigt sluppet og reelt ligger aktien stadig højere end den gjorde, efter selskabet ikke kom i mål med seneste forskningsdata for ca. 1 måned siden.«
Læs også: Aktienalytiker om Orphazymes mulige guldæg: Kastet ud i 'gråzone'
Udmeldingen kommer efter, at de amerikanske sundhedsmyndigheder har afvist at godkende Orphazymes mulige guldæg - Arimoclomol - til brug mod den sjældne stofskiftesygdom Niemann-Pick type C. FDA har i stedet forlangt mere data, for at selskabets middel kan godkendes på det amerikanske marked.
Per Hansen hæfter sig ved, at Orphazymes kassebeholdning forventes at lyde på 50 mio. ultimo året. Det betyder, at det danske biotekselskab er tvunget til »at planlægge efter at de skal reducere omkostningsforbruget.«
Læs også: Orphazyme med massiv nedjustering efter FDA-skuffelse
Læs også: Orphazyme efter chokmelding fra FDA: 'Vi er modløse'


