Henter kommentarer

| Opdateret

Pandora sælger rekordmange smykker – og opjusterer


Den danske smykkegigant Pandora opjusterer onsdag morgen.

Det oplyser det danske C25-selskab i forbindelse med dets regnskab for første kvartal. Pandora opnåede en omsætning på mere end 5,6 mia. kr. mod 4.5 mia. kr. i samme kvartal i 2021. Det er ny rekord, og svarer til en stigning i salget på 21 pct. mod 18 pct. i samme periode sidste år.

Pandora endte med en driftsindtjening (EBIT) på 1,3 mia. kr. i første kvartal 2022 mod 903 millioner kroneri samme kvartal sidste år.

Læs også: Indtjeningsfesten fortsætter hos Mærsk

Pandora forventer nu en organisk vækst på 4-6 pct. for 2022 samlet set. Det lød ellers tidligere på 3-6 procent Organisk vækst er interessant, fordi det fortæller noget om, hvor dygtigt selskabet er til at drive den eksisterende forretning frem uden at satse på opkøb.

Pandora endte med en overskudsgrad (EBIT-margin) på 23 pct. i kvartalet, men holder for hele 2022 fast i sin forventning om en EBIT-margin i spændet 25-25,5 pct.

EBIT-margin er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger. Overskudsgraden fortæller noget om, hvor effektivt en virksomhed bliver drevet. Overskudsgraden afslører nemlig, hvor dygtig selskabets ledelse kan balancere driftsomkostningerne i forhold til omsætningen.

»Vi er meget tilfredse med den stærke start på året, der leverede rekordomsætning i et første kvartal. Alle vores produktplatforme understøtter væksten i 1. kvartal, da vores evne til løbende at tilbyde ny innovation betaler sig. Eksekveringen af ​​Phoenix-strategien fortsætter i højt tempo, og jeg er opmuntret over de vækstmuligheder, vi har foran os. De sidste to år har vi investeret i at opbygge en stærkere organisation, og det ses i stigende grad i tallene, og hvordan vi driver virksomheden fremad,« lyder det fra Pandora-topchef Alexander Lacik i en forberedt kommentar til regnskabet.

Pandora forventer dog ikke at træerne vokser helt ind i himlen. Allerede nu forudser smykkeselskabet, at det bliver sværere at slå den organiske vækst i andet kvartal. Det skyldes, at Pandora i højere grad var præget af coronanedlukningerne i første kvartal, mens restriktionerne ikke ramte nær så hårdt i andet kvartal i 2021. Det gør det sværere at slå den udvikling, som man oplevede sidste op, forklarer Pandora.

»På trods af inflation og stigende renter forblev forbrugerefterspørgslen generelt sund i april. Omsætningsvækst i 2. kvartal vil stå over for et hårdere sammenligningsgrundlag end 1. kvartal på grund af færre covid-19-lock-downs og stimuluspakker i USA,« lyder det fra Pandora.

Læs også: Topøkonom: "Tingene er helt ude af kontrol"

Læs også: Jeppe Christiansen tror, renten kan stige noget mere: 'Det her vil ikke undre mig'