Forsvarsaktierne er på kort tid begyndt at fylde mere hos pensionsgiganten PFA. Siden sommer er beholdningen blevet 1 mia. kr. større.
Det fortæller Rasmus Bessing, der er chef for ESG-investeringer og medinvesteringsdirektør i PFA.
I PFA forvalter de cirka 600 mia. kr., hvoraf 4 mia. kr. er investeret i virksomheder, der har en del af deres omsætning relateret til forsvarsindustrien, forklarer direktøren og pointerer, at det kunne være IT-selskaber eller bilfabrikanter.
Derudover har de 1,5 mia. kr., som er mere direkte investeret i den sektor, man kender som Aerospace and Defence.
I denne kategori havde PFA cirka 0,5 mia. kr. investeret sidste sommer, mens de i dag har omkring 1,5 mia. kr.
Stigningen skyldes især, at deres investeringer i sektoren er vokset.
»Det er jo en blanding af, at vi har valgt nogle rigtige navne, som er steget i værdi. Vi har også valgt nogle selskaber, der er steget mere end benchmark grundlæggende,« siger Rasmus Bessing.
Læs også: Se listen: 56 spændende forsvarsaktier
Forsvarsaktierne er steget ekstremt i værdi over de seneste år. Det gælder især de europæiske forsvarsaktier, hvor man finder selskaber som Rheinmetall, Saab AB og Hensoldt.
PFA har benchmark i MSCI all country world-indekset (MSCI AWCI), hvilket vil sige, at de måler deres afkast op imod det omtalte indeks. Og i MSCI AWCI-indekset fylder Aerospace and Defence-sektoren kun omkring 1,5 pct.
Fokus på oprustning af forsvaret er eksploderet siden Ruslands invasion af Ukraine den 22. februar 2022, hvorefter flere europæiske NATO-lande er begyndt at kaste mange milliarder efter nyt forsvarsudstyr.
Det samme har man set herhjemme, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen i sidste uge løftede sløret for en plan, der vil løfte de danske forsvarsudgifter med 40,5 mia. kr. Her lød det dog også, at offentlige midler ikke alene kan løfte opgaven med at styrke forsvaret. Derfor opfordrede statsministeren investorer, banker og pensionsbranchen til at se mere positivt på forsvarsinvesteringer.
»Når Danmark, Europa og verden opruster, så er det klart, at der skal investeres mere i forsvaret. Og det er vi i PFA sådan set også klar til. Vi investerer allerede i dag i det, vi kalder konventionelle våben,« lyder det fra Rasmus Bessing.
Men når PFA investerer, skal det også gå hånd i hånd med et konkurrencedygtigt afkast til de 1,3 mio. danskere, der har deres pensionsopsparing hos dem, pointerer pensionsdirektøren.
»Så vi skal selvfølgelig kunne se, at der er et investeringsmæssigt rationale i at investere i det her,« tilføjer han.
Han understreger dog, at PFA ikke investerer i kontroversielle våben, som dem, der er defineret af FN. Det er blandt andet klyngebomber og personelminer.
Læs også: Særlig sektor er den bedste i år – nu har privatinvestorerne fået øjnene op for den
Har invasionen af Ukraine ændret noget i jeres investeringsstrategi?
»Den har ikke ændret noget i, at vi investerer i konventionelle våben og ikke investerer i kontroversielle våben,« siger han og fortsætter:
»Det, man skal holde sig for øje, er, at det her er et rigtig dilemmafyldt område. De fleste diskussioner, som jeg har haft før i tiden, har været med det mere kritiske blik på de investeringer, som vi har inden for denne sektor.«
Men siden da har den politiske dagsorden ændret sig, lyder det fra Rasmus Bessing.
»Der følger vi jo med. Vi har jo selvfølgelig et blik på, hvordan verden udvikler sig. Derfor bliver vi nødt til løbende at overvåge udviklingen, og den går hurtigt for øjeblikket,« siger han.
»Vi er jo gået fra kraftig nedrustning til kraftig oprustning. Derfor overvejer vi selvfølgelig også løbende vores investeringer på området,« tilføjer han.
Her på Euroinvestor har vi også snakket med andre pensionsselskaber om deres investeringer i forsvar på baggrund af opfordringen fra statsministeren.
Hos Akademikerpension ændrer Mette Frederiksen og regeringens opfordring dog ikke på deres strategi. Det kan du læse mere om her.
Vores alle sammens pensionskasse, ATP, kalder Mette Frederiksens opfordring for et stærkt signal og understreger, at forsvarsinvesteringer er vigtige for ATP. Det kan du læse mere om her.
Læs også: Se listen: Disse våbenaktier har store danske pensionskasser i porteføljer
Læs også: Lau Svenssen: Hvis jeg fik 10.000 kr., ville jeg købe denne våbenaktie

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner