Det var med pomp, pragt og skåltaler, at de danske pensionskasser for omkring to år siden sammen med regeringen indgik en aftale om, at investere massivt i den grønne omstilling til gavn for klimaet.

I alt 500 mia. kr. lovede pensionskasserne skulle kanaliseres i grønne aktier og obligationer frem til 2030. Branchemediet FinansWatch har kulegravet de foreløbige investeringer for 248 mia. kr., og her viser det sig, at en række pensionskasser har investeret i olie- og gasproducenter for derefter at lade investeringerne indgå som en del af klimapartnerskabet med regeringen.

»248 mia. kr. er jo et meget stort, flot tal, og jeg er sikker på, at det også dækker over en masse gode investeringer. Men det bliver mindre imponerende, når man ser, hvad de rent faktisk har investeret i. Det er vanvittigt, hvis nogle af de her investeringer, der indgår i F&P's opgørelse, dækker over fossile selskaber, som ikke bare er sorte, men som tilmed bidrager til at forstærke klimaforandringerne,« siger Eigil Johannisson, der er rådgiver for bæredygtig finans i Mellemfolkeligt Samvirke til mediet.

Blandt investeringerne har FinansWatch blandt andet fundet Shell, BP, ENI og Halliburton.

Læs også: Bøgerne du SKAL læse – Investeringsstrategens favoritter

Læs også: Derfor skal du først sælge din bolig til foråret