Christian Jain Kongsted har leveret et vildt afkast på 400 pct. over de seneste ni år.
Og han er nu på udkig efter en ny aktie, der skal give porteføljen vokseværk. Derfor har han nu øget positionen i en af hans mere offensive satsninger: Den amerikanske hukommelseschip-producent Micron Technology.
Det fortalte investoren i torsdagens udgave af Millionærklubben.
Mens de fleste investorer fokuserer på de processorer, der leverer rå regnekraft, minder Christian Jain Kongsted om, at maskinrummet kræver mere end blot styrke - det kræver hukommelse.
Investoren mener, at Micron er i gang med en transformation. Fra at være en cyklisk aktie, der er følsom over for økonomiske svingninger, til at blive en decideret vækstaktie med udsigt til massiv indtjening.
»Historien med Micron er et 'Nvidia-øjeblik'. Man går fra et produkt, hvor efterspørgslen svinger op og ned, til at have noget, som alle bare vil have,« forklarer han, og peger på, at Micron har meldt udsolgt i hele 2026 og formentlig også en del af 2027.
Strategien har allerede givet pote. Christian Jain Kongsted har ejet aktien i knap to år, og i den periode er aktien steget med ca. 200 pct.
Selvom han senest supplerede op i januar, ser han fortsat stort potentiale, da tech-giganter som Alphabet, der står bag Google, og Nvidia støvsuger markedet for Microns teknologi, forklarer investoren.
Det seneste år er Micron-aktien steget med hele 303 pct.
Hør mere om investorens defensive modvægt i hans portefølje og få eksperternes dom over dagens vigtigste regnskaber fra ISS, Zealand Pharma og DFDS. Find torsdagens udgave af Millionærklubben lige her:
Læs også: Gylden købsmulighed eller ej? Det mener erfaren investor om ISS-aktien nu
Læs også: Økonom om dansk kursraket der taber pusten: Regnskabet skuffer


