Henter kommentarer

Populære aktier kan stå over for ny nedtur


Udsigten til rentestigninger presser særligt de amerikanske vækstaktier, der havde kronede dage i 2020, hvor kurserne var på himmelflugt.

Årsagen er, at inflationen skal tøjles, og på bordet er der med stor sandsynlighed en renteforhøjelse på 50 basispoint, når den amerikanske centralbank holder rentemøde igen i starten af maj,

Sådan lød det torsdag fra centralbankchef Jerome Powell.

Ifølge investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, tyder de store fald på, at »kapitulationen er i gang«.

»De stigende renter har især haft en betydning for niveauet af tech- og vækstaktier, som ligger lige under de allerstørste selskaber. Investorerne presser »nedad«. De sælger ud af de mindre for at koncentrere sig i de større,« skriver Per Hansen i en kommentar fredag morgen og nævner navne som Shopify, Zoom og Roblox, hvor opturen for længst er blevet forvandlet til nedtur.

Siden årsskiftet er Shopify og Roblox kollapset med lige godt 65 pct., mens Zoom er nede med 45 pct.

Vækstaktier er kendetegnet som selskaber, hvor indtjeningen ligger langt ude i fremtiden og som handles til en høj kurs i forhold til nøgletallene. Der findes også masser af vækstaktier, der tjener penge, men i begge tilfælde indikerer prissætningen, at investorerne forventer en markant højere indtjening i fremtiden.

Renterne har endnu ikke toppet, og derfor er nedturen heller ikke forbi endnu, spår Per Hansen.

»Da markedsrenterne endnu ikke har toppet, er der god grund til at frygte yderligere nedtur. Prisfastsættelsen er gået fra at være »fri fantasi og himmelråbende høj« til »høj«. Først i det øjeblik, hvor prisfastsættelsen svinger under »fair«, kan investorerne ikke kun forvente en fjedereffekt, men også at aktierne er mere på fast grund. Vi er ikke kommet til det niveau endnu.«

Meldingen fra Jerome Powell ødelagde da også den gode stemning på de amerikanske børser torsdag.

S&P 500-indekset lukkede 1,5 pct. lavere, Dow Jones bakkede 1,1 pct, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 2,1 pct.

Udviklingen smitter af herhjemme, hvor C25-indekset er nede med 1,3 pct. Også det tyske DAX-indeks er klædt i rødt. Det samme gør sig gældende for de ledende indeks i Sverige og Frankrig.

Læs også: Legendarisk aktie når sit højeste nogensinde

Læs også: Dansk forvalter skrotter Netflix efter brutal nedtur