Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har bedt lederne fra G7-landene om at fremskynde levering af luftforsvarssystemer til Ukraine.
»Jeg beder jer styrke de overordnede bestræbelser på at hjælpe økonomisk med at skabe et luftværn for Ukraine. Millioner af mennesker vil være taknemmelige over for G7 for en sådan hjælp,« siger præsidenten.
Zelenskyj deltog tirsdag i et møde med G7-landenes ledere. G7 er syv af verdens førende industrilande, Frankrig, Japan, Tyskland, Storbritannien, USA, Italien og Canada.
Læs også: USA genovervejer forholdet til Saudi Arabien
Hans bøn kommer, dagen efter at Rusland sendte over 80 missiler mod Ukraines hovedstad, Kyiv, og flere andre byer.
»Når Ukraine modtager et tilstrækkeligt antal moderne og effektive luftforsvarssystemer, vil det vigtigste element i Ruslands terror, nemlig raketangreb, ikke længere virke,« siger Zelenskyj.
Han takker samtidig Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, for at levere et sådant system af typen Iris-T SLM.
Det tyske magasin Der Spiegel skriver, at Tyskland tirsdag har leveret det første af fire lovede luftforsvarssystemer af denne type til Ukraine.
Læs også: Stjerneinvestor i kæmpe kollaps
Overdragelsen skal være sket tæt ved den polsk-ukrainske grænse, erfarer Der Spiegel.
Dermed er den tyske regering i færd med at indfri et løfte, den gav Zelenskyj i juni.
G7-landenes ledere lover på mødet tirsdag, at de vil støtte Ukraine, "så længe det er nødvendigt".
Det fremgår af en fælles erklæring.
Læs også: Fed: Renten skal endnu højere op
»Vi vil fortsat yde finansiel, humanitær, militær, diplomatisk og juridisk støtte, og vi vil stå side om side med Ukraine, så længe det er nødvendigt,« hedder det.
Den ukrainske præsident opfordrer også G7-landene til at skærpe sanktionerne mod Rusland som straf for mandagens angreb mod Ukraine.
Rusland affyrede 84 missiler mod ukrainske byer mandag. 12 mennesker blev dræbt og over 80 såret, oplyste Zelenskyj mandag aften.
G7-landenes ledere skriver videre i den fælles erklæring, at de vil holde Ruslands præsident, Vladimir Putin, og andre fremtrædende russiske ledere ansvarlige for missilangrebet.
Læs også: Det råder Danske Bank kunderne til nu
Læs også: Kapitalforvalter: Sådan tjener du på metaverset
/ritzau/Reuters