Rekordhøje inflationstal har fået renterne til at skyde i vejret og været med til at forårsage turbulens på aktiemarkederne.
Begyndte man at investere i 2020 eller 2021, har man formentligt ikke oplevet så meget modvind, som i øjeblikket er tilfældet.
For at sænke sin risiko markant, er der fire grundregler, man kan læne sig op ad, lyder det i en kommentar fra privatøkonom i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen.
Lang tidshorisont
For det første bør man kun investere penge, man kan have investeret i minimum tre år.
»Trenden er opadgående. For eksempel har aktier over tid historisk set givet et afkast på 6-8 pct., men der kan være store udsving undervejs, så en lang tidshorisont øger markant muligheden for et godt afkast og mindsker risikoen for at tabe penge på sin investering,« lyder det fra privatøkonomen.
Spredning er redning
Når man investerer, bør man købe brede fonde og også gerne flere aktivklasser.
»Og så kan man – hvis man har lyst – toppe op med køb af nogle enkeltaktier, hvis der er virksomheder man har et særligt godt øje til.«
Gå ikke i panik og sælg ud før tid
Selvom det kan være svært, skal man ikke gå i panik, når de røde tal dominerer ens portefølje.
»At stille sig på sidelinjen for at vælge det rette tidspunkt for at gå ind igen, har utallige investorer slået sig på gennem tiderne. I stedet kan det være fint én gang årligt at tage et objektivt kig på sin investeringsstrategi, og vurdere om den skal justeres lidt,« skriver hun.
Tilfør gerne løbende penge til investeringen
Løbende bør man tilføje penge til sin investering eller købe op i faste portioner.
»Det øger opsparingen mærkbart over tid, når der løbende kommer penge til, og samtidig fjerner det ofte bekymringen om, hvorvidt man timer sit køb godt.«
Læs også: Danske Bank spår rentechok
