Købet af Aqua d'Or passer godt ind i strategien og porteføljen hos den danske bryggerigigant Royal Unibrew, der overtager det velkendte danske brand fra franske Danone.

Det fortæller Kasper Ryttersgaard Jacobsen, der er direktør for Royal Unibrew i Danmark, til MarketWire oven på købet, der er blevet annonceret tirsdag morgen.

Prisen på opkøbet oplyses ikke.

»Royal Unibrew har et stort fokus på sundere alternativer inden for drikkevarer, og det er en del af vores bæredygtighedsstrategi. Aqua d'Or har gennem mange år haft en stærk position i vandmarkedet og helt generelt for produkter med lavt sukker- og kalorieindhold. Derfor synes vi, at det passede rigtig godt ind i vores portefølje« siger han til MarketWire.

Han hæfter sig samtidig ved, at der er tale om et dansk selskab.

»Vi er stolte af at være en dansk virksomhed med rødder i 34 forskellige bryggerier, så det betyder bestemt noget, at det er produceret lokalt« siger han.

Aqua d'Or holder til ved Brande i Midtjylland, og selskabet har 75 ansatte, der nu alle bliver en del af Royal Unibrew.

Direktøren forventer desuden, at man holder fast i navnet på opkøbet.

»Det forventer jeg fortsætter. Når vi køber virksomheder, er det ikke for at lukke ned, men tværtimod for at bygge videre og bygge mærkerne større. Det er også det, der var intentionen med de andre opkøb i år« siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen med henvisning til overtagelsen af bryggerierne Frem og Fuglsang tilbage i maj.

Købet af Aqua d'Or ventes at falde på plads i løbet af første halvdel af 2022. Indtil da er det ifølge direktøren for tidligt at sætte ord på de finansielle forventninger til opkøbet, der sidste år omsatte for omkring 180 mio. kr.

Den overordnede målsætning om et driftsresultat (EBIT) på 1625 mio. kr. til 1700 mio. kr. hos Royal Unibrew fastholdes.

Kasper Ryttersgaard Jacobsen ønsker ikke at kommentere, hvordan aftalen med Danone er kommet i stand, men fortæller at processen er indledt i år.

Aktien i Royal Unibrew stiger tirsdag 2 pct. til 832,60 kr. efter omkring en times handel. Selskabet offentliggør handelsopdatering for tredje kvartal onsdag.

Læs også: Svensk storbank: Dansk økonomi er Nordens stærkeste

Læs også: Én aktie fylder næsten halvdelen af Buffetts portefølje

.\˙ MarketWire