Henter kommentarer

Så mange penge er på spil for FCK


FCK kan tjene trecifret millionbeløb på Champions League-fodbold.

FCK tager imod Andres Cornelius' tyrkiske klub, Trabzonspor, tirsdag aften i Champions League-playoff. Det er den første af de to kampe, der kan få stor økonomisk betydning. Det skriver Tipsbladet.

Over 200 mio. kr. Det er, hvad der er på spil, ifølge Jesper Jørgensen, som er økonom og partner ved revisions- og konsulentfirmaet Deloitte.

Det er ikke afgørende for Parken Sport & Entertainments overlevelse, men Jesper Jørgensen mener, at det helt klart vil hjælpe firmaet bag den københavnske fodboldklub.

»Virksomheden har det fint nok finansielt, så det er overhovedet ikke sådan, at de kommer i økonomiske problemer, hvis de ikke kvalificerer sig til Champions Leagues gruppespil. Men virksomheden bag, og især den del, der håndterer Lalandia, har mærket de negative effekter af coronakrisen, så det vil helt afgjort være et stort plus til at komme over COVID-19, hvis fodbolddelen kan bidrage med et par hundrede millioner kroner i likvide midler til Parken Sport & Entertainment.« siger Jesper Jørgensen til Tipsbladet.

Kampen mod de tyrkiske mestre Trabzonspor spilles kl. 21, og returopgøret spilles 24. august. Det er vinderen af de to kampe tilsammen, der går videre til Champions League-gruppespillet.

Parken Sport & Entertainments aktie ligger tirsdag eftermiddag til en kurs på 85,60 kr.

Læs også: Problemer med flaskehalse er aftagende

Læs også: Vind i sejlene: 'Vores bedste kvartal nogensinde'