Toneangivende amerikanske aktieindeks falder onsdag aften.
De brede kursstigninger er blevet afløst af kursfald. Det sker, efter den amerikanske centralbank har løftet en flig af sløret for, hvordan den vil håndtere inflationen og økonomien. Her står det også klart, at der snart kan være en rentestigning på vej. Det kan du læse mere om her.
Læs også: Analytiker siger 'køb' til C25-aktie: Anbefaler investorerne at udnytte kursfaldet
Når renterne følges så nøje af investorerne, så skyldes det, at stigende renter påvirker værdiansættelsen af aktierne blandt professionelle analytikere. Højere renter rammer imidlertid vækstaktier hårdest, og dem finder man især på det amerikanske og danske aktiemarked. Rentemeldinger fra den amerikanske centralbank kan derfor give et fingerpeg om, hvilken type aktier, der kan være værd at satse på.
Læs også: Aktiechefen forudså, hvad der vil ske - det tror han venter os nu
De ledende indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - falder tilbage, efter investorer har haft tid til at fordøje meldingerne fra den amerikanske centralbank kl. 20 og Jerome Powells udlægning og svar på diverse spørgsmål onsdag aften.
Det brede S&P 500-indeks er kl. 21.10 nede med knap 32 indekspoint - svarende til et fald på 0,76 pct.
Dow Jones-indekset er ifølge Yahoo Finans i rødt med et fald på 293 indekspoint - svarende til et fald på 0,85 pct.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks er i minus med et fald på 99 indekspoint - svarende til et fald på knap 0,72 pct.
Når vækstaktier typisk bliver hårdere ramt af rentestigninger end value-aktier, så skyldes det især, at højere renter sænker den såkaldte nutidsværdi af selskabers fremtidige indtjening. Vækstselskaber bliver hårdere ramt, fordi de har en større del af deres forventede indtjening langt ude i fremtiden, mens value-selskaber har en større del af deres indtjening her og nu.
