Henter kommentarer

Sådan vil en rentestigning ramme aktiemarkedet: En sektor kan komme til at opleve 'drama'


Torsdag samles Den Europæiske Centralbank til rentemøde og meget tyder på, at de vil varsle en rentestigning på hele 0,75 pct., ifølge investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

Men hvordan vil den melding ramme aktiemarkedet?

Som investor skal man ikke forvente, at det vil få en »meget stor betydning, når dagen er omme,« vurderer Per Hansen.

Læs også: Nordnet om Bavarian Nordic: Det er billedet på skræmte investorer

Rentestigningen er forventet, også af investorerne, og derfor vil det ikke vælte markedet fuldkommen.

»Det kan godt være, at enkelte aktier falder med 1,5 pct. på meldingen, og det kan også godt være, at de danske aktier følger med ned,« siger han.

På længere sigt kan rentestigningen dog godt få en indvirkning.

»De medfølgende kommentarer til rentestigningen får en stor betydning for, hvordan investorerne ligger sig til rette, når vi kigger på de kommende uger.«

Læs også: Dyster prognose: Danskerne går hård tid i møde

Hvor store udsving de forskellige aktier kan komme ud i, afhænger dog meget af hvilken sektor, de tilhører.

Blandt de konjunkturfølsomme forbrugeraktier kunne der godt forekomme udsving i kurserne. Per Hansen nævner Mærsk og Pandora, som eksempler på denne slags aktier.

»Det er der, hvor der måske er lidt mere spænding for, om vi i morgen kommer til at se lidt større udsving. De har været massivt under pres i år. Når forbrugerne mærker stigende renter og priser, så stjæler det af den disponible indkomst, og der bliver mindre til andet forbrug. Her kunne der komme lidt mere drama,« siger han.

Læs også: Nordnet om Zealand Pharmas nye alliance: Vigtigt

Modsat peger han på, at bank og forsikringsaktier ikke burde blive ramt torsdag.

Life science som Novo Nordisk og Coloplast burde også kunne glide igennem uden de store skrammer.

»Deres omsætning påvirkes ikke af, om aktiviteten går op eller ned. Der kommer ikke flere eller færre diabetespatienter, alt efter om renten går op eller ned,« siger han.

Læs også: Zealand Pharma efter Novo-aftale: Det skal der ske nu

Læs også: Børshus holder fast: Dansk aktie er topfavorit