SAS får brug for at hæve billetpriserne med mere end 10 pct. i forhold til 2019-priser for at kompensere for brændstofprisstigninger, der koster selskabet ekstra cirka 3-3,5 mia. svenske kr.
Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef og SAS-analytiker, Jacob Pedersen, i et notat udsendt tirsdag morgen.
Aktieanalysechefen venter, at SAS i det igangværende forskudte regnskabsår 2021/22 vil få et aktivitetsniveau i omegnen af 70-80 pct. af normalen svarende til 21-24 mio. passagerer mod normalt 30 mio. passagerer.
Med det aktivitetsniveau, svarer de aktuelle brændstofpriser ifølge Sydbank til, at SAS’ brændstofregning på årsbasis går fra cirka 5 mia. svenske kr. ved starten af året til cirka 8-8,5 mia. svenske kr.
Den store stigning skyldes, at SAS ikke som normalt har afdækket sine brændstoftindkøb - blandt andet som følge af usikkerhed om trafikrejsningen.
- Det efterlader SAS med en større merregning end konkurrenterne, hvoraf mange har afdækket en del af brændstofforbruget, skriver aktieanalysechefen.
Til gengæld er SAS’ kunder ikke helt så prisfølsomme som passagererne hos lavprisselskaberne, pointerer Jacob Pedersen.
Læs også: Danske Bank om grønne aktier: Du risikerer at begå samme fejl
SAS er sammen med de andre europæiske luftfartsselskaber også presset af krigen i Ukraine, der ikke hjælper på rejselysten lige nu, men forhåbentlig får det ingen langvarig negativ effekt, vurderer aktieanalysechefen.
Sydbank venter, at SAS skal hæve billetpriserne med gennemsnitlig 105 kr. svarende til mere end 10 pct. for at dække merudgiften til brændstof siden årsregnskabet, der blev aflagt 30. november 2021.
- Samlet forventer vi ikke, at SAS kan sende hele merregningen videre til kunderne, og derfor ser det allerede nu ud til, at SAS’ underskud i år bliver (noget) større end de 2,8 mia. svenske kr., som vi modellerede 22. februar i forlængelse af selskabets 1. kvartalsregnskab, skriver Sydbank.
SAS har en gæld på cirka 35 mia. svenske kr. og den skal nedbringes via en allerede annonceret kapitalrejsning, der ventes at udvande de eksisterende minoritetsaktionærer voldsomt.
- Alt taler imod, at investorerne stiller sig ud foran det tog, der så tydeligt er på vej imod dem, slutter Jacob Pedersen, der gentager anbefalingen "sælg" da børsværdien selv efter de seneste kursfald stadig er omtrent 10 pct. højere end før covid-19.
SAS-aktien lukkede mandag med en stigning på 0,7 pct. i 0,654 kr. Aktien er falder 29,1 pct. siden nytår.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.
Læs også: Aktiechef: Carlsberg-stop i Rusland er den rigtige beslutning
Læs også: Trods værste handelsdag siden finanskrisen ser strateger stadig potentiale
.\˙ MarketWire