Henter kommentarer

| Opdateret

Saxo Bank: Investorerne har fået et advarselsskud

Foto: ROBERT SULLIVAN
Vis mere

Investorerne har fået et skud for boven fra den amerikanske logistikgigant FedEx. Selskabets seneste regnskab kan give et fingerpeg om, hvad markedet har i vente.

Det vurderer Saxo Banks aktiestrateg Peter Garnry i en kommentar, efter FedEx forleden nedjusterede forventningerne til 2021/22 i et regnskab, der skuffede markedet. Aktiestrategen hæfter sig samtidig ved, at amerikanske Lennar,  der har specialiseret sig i typehusbyggeri, også nedjusterede sine forventninger. Det skete med henvisning til, at det er blevet dyrere at opføre nye huse.

Det dækker over en udvikling, hvor digitale selskaber har en fordel over for selskaber, der opererer i den fysiske verden, forklarer han.

»Digitale virksomheder har ikke de samme begrænsninger for at udvide udbuddet af deres tjenester, og deres levering kræver ikke dyr transport. Dette forskellige driftsmiljø ses tydeligt i overskudsgraden mellem S&P 500 og Nasdaq 100. Digitale virksomheder har højere marginer og højere kapitalafkast og vokser dermed kapital hurtigere. Dette har drevet aktievurderinger på teknologiaktier højere, og det ser ud til for nylig, at vi har nået et prespunkt i den fysiske verden, hvor det ikke er stort nok til at understøtte politikernes ambitioner om den grønne transformation og efterspørgslen efter elbiler og elektroniske enheder,« forklarer han.

 

 

Peter Garnry forudser, at den udviklingen vil præge den kommende regnskabssæson for tredje kvartal.

FedEx forklarede i sit regnskab selv, at arbejdsmarkedet er blevet indskrænket, hvilket »har påvirket adgangen til arbejdskraft og resulteret i ineffektivitet i netværket, højere lønninger og øgede udgifter til tilkøbt transport.«

FedEx nedjusterede forventningerne til hele året til en justeret indtjening pr. aktie på 18,25-19,50 dollar –  prognosen lød tidligere på 18,90-19,90 dollar per aktie, skriver MarketWire. Det kan du læse mere om her.

Husbyggeren Lennar leverede sin hidtil højeste bruttomargin i et kvartal på 27,4 pct. på en 18 procents omsætningsvækst, bemærker Peter Garnry. Det viser for ham, at amerikanske husbyggere er i stand til at sende regningen for dyrere råvarer videre uden at det rammer væksten for meget. Han påpeger, at Lennar selv vurderer, at efterspørgslen fortsat er stærk, men at forsyningerne begrænser leverancerne i øjeblikket. Situationen vil strække sig langt ind i andet kvartal 2022, vurderer Lennar.

»Stigende inputomkostninger kan blive et større problem for virksomheder i de kommende kvartaler,« understreger Peter Garnry og tilføjer, at »måden, som selskaberne vælger at reagere på i forbindelse med stigende priser, vil bestemme inflationsniveauet i 2022.«

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Nordnet: Det var en overraskende aktiereaktion

Læs også: Stjerneforvalter udnyttede aktieuro – disse aktier købte hun