Henter kommentarer

Ser kæmpe potentiale i robot-aktier


Fremtidens mulige aktieguldfugle skal måske findes blandt robot-aktierne.

Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen i en kommentar. Coronakrisen og krigen i Ukraine har vist, hvor sårbare virksomhederne er over for stød til forsyningskæderne, og hvor afhængige de er af udenlandske leverandører af eksempelvis energi, råvarer og computerchips.

»Vinderne kan blive de industriselskaber, der producerer robotterne, og de IT-selskaber, der leverer den fornødne hardware og software,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

Læs også: Kinesiske myndigheder opfordrer til at købe aktier

Der er nemlig allerede kommet fokus på at producere varerne tættere på kunderne i for eksempel Europa og USA. »For hvad nytter det, at dine varer bliver produceret billigt i Kina, hvis de kinesiske havne er lukket på grund af covid-19,« lyder det fra strategen, der påpeger, at den ulmende handelskrig imellem USA og Kina også spiller ind her.

Robotter og automatisering kan være med til at sikre, at selskaberne forbliver konkurrencedygtige, når produktionen og fremstillingen flytter tilbage til Vesten, mener han.

Læs også: Milliardforvalter om kendt dansk aktie: Den er vildt undervurderet

Der er samtidig tale om en langsigtet trend.

»Det er en langsigtet, strukturel trend, der udspiller sig, og som vi ser interessante langsigtede investeringsmuligheder i – og udviklingen mod øget brug af robotter og automatisering gælder selvfølgelig ikke kun for vestlige virksomheder, der hjemflager produktionen. Det er et globalt tema, og Kina er det land, hvor der installeres flest robotter,« siger Lars Skovgaard Andersen.

Danske Bank henviser til tal fra The International Federation of Robotics, der anslår, at der blev installeret 435.000 nye robotter i 2021. Det er det højeste årlige antal nogensinde, men trenden ventes bare at blive forstærket, så antallet af nye robotter når op på 500.000 i 2024.

Læs også: Himmelstormere i brutal nedtur: 'Investorerne flygter'

Læs også: Legendarisk aktie når sit højeste nogensinde