Henter kommentarer

Skandinavisk flyselskab trykker 70.000.000.000 nye aktier – »Meget usædvanligt«


Det norske flyselskab Flyr vil udstede en gigantisk mængde af nye aktier i jagten på kapital.

Onsdag morgen landede selskabets nye plan for kapitalrejsning. Planen omfatter udstedelse af svimlende 70 mia. nye aktier til en pris på 0,01 norsk kr. pr. styk. På den måde vil selskabet forsøge at rejse 700 mio. norske kr.

Et desperat træk, som Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, ikke har set før.

»Jeg husker ikke, at jeg har set den her model før, det er meget usædvanligt. Det fortæller virkelig historien om et flyselskab, som er virkelig presset,« siger Jacob Pedersen til Euroinvestor.

Læs også: Lundbeck-direktør: 'Ekstremt stærkt kvartal'

Tirsdag kl. 16:30 var det skæbnesvangre øjeblik for det norske flyselskab. Her havde Flyr deadline for at rejse 430 mio. norske kr. Det lykkedes ikke, men nu har selskabet altså en ny plan i forsøget på at skaffe penge.

Euroinvestor har tidligere skrevet om, hvordan Flyrs aktie var styrtet mod afgrunden på kort tid. Her forklarede Jacob Pedersen, at flyselskabets krise skyldtes, at de ikke har haft nok fly på vingerne til at tjene penge til selskabet.

»Det er ikke godt, at de ikke har opskaleret. Nu begynder de at nedskalere i stedet. Hvis man har et administrativt setup, som skal håndtere et flyselskab, så kræver det, at man har mange fly i luften, så man kan få nogle indtægter,« siger Jacob Pedersen.

Flyr har 12 fly af typen Boeing 737.

Læs også: Skandinavisk flyaktie styrter: Det er der sket

Læs også: Dine vilkår bliver ændret i banken – uden du får klar besked