Henter kommentarer

Sønderbombet aktie stiger voldsomt: Økonom peger på særlig årsag


Viaplay-aktien er ræset mod bunden de seneste uger, men pludselig steg aktien med ca. 20 pct. torsdag. 

Det sker samtidig med, at Viaplay har præsenteret regnskab for 4. kvartal torsdag, men stigningen handler muligvis om noget helt andet.

Der kan nemlig være tale om en såkaldt korkprops-effekt, fortæller investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen. Han peger netop på, at de seneste ugers salgspres kan være begyndt at lette sig, hvilket får aktiekursen til at stige.

»Der sker det, at aktien bliver lidt ligesom en korkprop, der bliver holdt under vand. På et eller andet tidspunkt, når man slipper korkproppen, så sker der det, at den kommer den op igen,« fortæller økonomen.

Viaplay præsenterede ved deres regnskab for 3. kvartal en rekapitaliseringsplan, hvor selskabet ville rejse 4. mia. svenske. kr. gennem nye aktier. Man har ligeledes konverteret gæld for 500 mio. svenske kr. til nye aktier.

Det betød, at de eksisterende aktionærer mistede næsten alt, og samtidig blev en gruppe til aktionærer, selvom de ikke havde bedt om det – nemlig kreditorerne. Det kan forklare salgspresset de seneste uger, vurderer Per Hansen.

»Jeg ser umiddelbart de to muligheder: at kreditorer, der har fået konverteret tilgodehavender til aktier, som de ikke skal have, har været ude og sælge, og så tror jeg, at der er nogle privatinvestorer, som har købt ind på emissionen (af nye aktier red.), som er blevet meget nervøse. Det salgspres letter sig lidt i dag.«

Der er altså ikke tale om noget revolutionerende i Viaplays regnskab i dag, fortæller investeringsøkonomen.

»Der er ikke noget mirakel i dag. Der er ikke nogen, der siger, at nu er der en helt anden og ny tid. Der er ikke noget, der siger, at nu ser verdenen helt anderledes ud. Der er ikke noget, der siger, at de har fået en halv million ekstra kunder.«

Viaplay-aktien er det seneste år faldet med næsten 100 pct. Nedturen startede tilbage i juni, hvor den tidligere topchef blev fyret, og der kom en massiv nedjustering. Sidenhen har man forsøgt at redde selskabet med en rekapitaliseringsplan, som yderligere har udvandet aktiernes værdi.

Det kan du læse mere om her:

Storaktionær om situationen i Viaplay: 'Mere udfordrende end forventet'

Kriseramt aktie i markant stigning efter godkendt redningsplan

Kæmpe redningsplan: Viaplay vil rejse milliarder