Henter kommentarer

| Opdateret

Stor overraskelse: Mærsk Drilling fusionerer


Mærsk Drilling fusionerer med Noble Corporation.

Det oplyser det danske selskab onsdag morgen. Selskabet kommer fremadrettet til at hedde Noble Corporation og vil få base i Houston i Texas. Aktierne vil være noteret på New York Stock Exchange (NYSE) og på den danske fondsbørs. Med fusionen skabes et selskab, der anslås til at have en omsætning på 2,1 mia. dollar samt en ordrebog på 2,4 mia. dollar.

Fusionen ventes at skabe synergier på 125 mio. dollar, hvilket ifølge Mærsk Drilling vil »skabe betydelig værdi for aktionærerne.« Det nye selskab vil nyde godt af et varieret indtægtsmix, et robust kontraktkatalog med det, som Mærsk Drilling beskriver som  »betydelig« indtjeningssynlighed, en solid balance samt et »stærkt« frit pengestrømspotentiale, der understøtter muligheden for at sende penge tilbage til aktionærerne, samtidig med at det giver modstandskraft gennem cyklussen.

Læs også: Danske Bank: Aktierne er blevet billigere

»Denne kombination er båret af en stærk branchelogik. Med kombinationen skaber vi en differentieret leverandør af offshore boretjenester, som vil være i stand til at forbedre kundeoplevelsen gennem øget skala, global rækkevidde og brancheførende innovation,« forklarer Maersk Drillings bestyrelsesformand, Claus V. Hemmingsen, i en forberedt kommentar.

Et lignende synspunkt giver Nobles bestyrelsesformand, Charles M. Sledge, udtryk for:

»Kombinationen af ​​Noble og Maersk Drilling vil skabe en førende offshore-borer med global skala, en stærk balance og et betydeligt potentiale for generering af frie pengestrømme. Transaktionen vil bidrage til frit cash flow pr. aktie, og jeg er overbevist om, at denne kombination vil levere meningsfuld værdi til alle aktionærer.«

Nobles nuværende topchef, Robert W. Eifler, bliver topchef i det nye selskab, når fusionen ventes at være en realitet i midten af 2022.

Det nye selskab ventes ifølge Marketwire at få en kontantbeholdning på cirka 900 mio. dollar og en nettogæld på 600 mio. dollar. Det vil samlet set råde over en flåde på 20 flyderigge og 19 jackup-rigge.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Shortere satser på nyt fald efter dramatisk dag

Læs også: Lau Svenssen: Fundamental analyse af danske aktiers kursudvikling i år