Henter kommentarer

Storbank om rentegyser: 'Det kan vise sig at blive nogle af de vigtigste uger i Jay Powells liv'


»Det kan vise sig at blive nogle af de vigtigste uger i Jay Powells liv.«

Det vurderer Nordeas chefstrateg Andreas Steno i en kommentar. Han henviser til, at chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, onsdag forventes at kommentere de stigende renter og inflationsspørgsmålet, som finansmarkederne har været vidne til de seneste uger. Udviklingen har sendt rystelser igennem finansmarkederne, og det kan få betydning for, hvilke typer aktier, der kommer til at klare sig godt den næste tid. Dem vender vi tilbage til.

Analytikere, kommentatorer og investorer kommer til at veje centralbankchefens ord på en guldvægt. For at forstå hvorfor, så skruer vi tiden tilbage til efteråret 2020, da den amerikanske centralbank lancerede et strategiskifte. Federal Reserve gik fra at sigte efter et inflationsmål på 2 pct. til at gå efter et gennemsnitligt inflationsmål på 2 pct over tid. Det betød lidt forenklet sagt, at Fed ville acceptere en inflation på mere end 2 pct. i en kortere periode.

Læs også: Advarer om større aktiedyk: 'Det er ikke kun worst case scenarie, men et realistisk scenarie'

»Det er første gang, at den her 'average inflation targeting', som den amerikanske centralbank lancerede i efteråret, skal stå sin test. Spørgsmålet er, om Jerome Powell har opbakningen internt til, at inflationen går langt over målet. Hvis ikke den opbakning er klokkeklar, så kan det ende med at blive Jay Powells 'taper tantrum'-begivenhed,« uddyber Andreas Steno over for Euroinvestor.

Her ses chefen for den amerikanske centralbank Jerome Powell Vis mere

Taper Tantrum dækker over en episode i 2013, hvor finansmarkederne blev sendt ud i et uhyggeligt dyk. Det skete, da den daværende Fed-topchef Ben Bernanke i en Q&A 22. maj indikerede, at Federal Reserve kunne drosle ned for de store obligations-opkøbsprogrammer i kølvandet på finanskrisen.

Det skabte en enorm usikkerhed på finansmarkederne, og udløste et storudsalg blandt investorerne.

»Det er præcis det samme, der er på spil for Powell, bare med et andet regime. Hvis han ikke har den rigtige opbakning, bliver han nødt til at skalere ned for sine obligationsopkøb som resultat af den højere inflation. Der er risiko for, at han skaber lignende markedsbevægelser, som Bernanke lavede i 2013,« forklarer Andreas Steno.

Læs også: Jyske Bank med olie-forudsigelse: Det tror vi, der kommer til at ske

Det er ikke sikkert, at det går så galt onsdag, men der er en vis risiko for, at Jerome Powell »ender med at få klokket i kommunikationen« på et kommende møde, mener Andreas Steno.

»Spørgsmålet er, hvor meget den amerikanske centralbank kan acceptere, at inflationen ligger over 2 procent. Det bliver et nøglespørgsmål, som Jerome Powell skal besvare, og hvis han ikke kan det, risikerer vi at se nogle temmelig markante reaktioner,« fortæller Andreas Steno.

Her ses Ben Bernanke (arkivfoto). Vis mere

»Nu, hvor alle ved, at inflationen vil komme op over 2 pct., så vil det værste, han kan sige for markedet, være, at Fed ikke vil acceptere, at inflationen vil ligge et stykke over 2 pct. Han er nødt til at være meget konkret med, at inflationen kan ligge et 0,5 eller 1 procentpoint over midlertidigt. Hvis han ikke får sagt det, så ender markedet med at sælge fra på det her.«

Hos Nordea tror man på, at inflationen kommer til at gå langt over 2 pct. i løbet af de næste 3-6 måneder. Man kan sagtens forestille sig, at inflationen kommer op i 2,75-3 procentpoint, forklarer Andreas Steno.

Når investorer og analytikere følger så nøje med, så skyldes det, at udsigterne til stigende inflation og stigende renter har ført til massive kursfald i de mest rentefølsomme aktier.

Det drejer sig særligt om vækstaktierne med den mest ekstreme prissætning. De har størstedelen af deres indtjening ude i fremtiden, og med en stigende inflation vil den indtjening være mindre værd i dag. På grund af den såkaldte tilbagediskontering vurderes aktierne til at skulle koste mindre i dag, og derfor kan visse vækstaktier sendt ud på en rutsjebanetur, hvis Powell ikke får beroliget finansmarkeder om, at man har styr på udviklingen.

Du kan følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.

Læs også: Danske Bank: Visse it-selskaber kan vinde på genåbningen

Læs også: Uret tikker … Tryg-aktionærer smider penge ud af vinduet, hvis de misser deadline