Henter kommentarer

Storbank sænker igen grænsen for negative renter


Storbanken Nordea sænken grænsen for hvornår deres danske privatkunder skal betale negative renter af indlån.

Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Beløbsgrænsen lyder nu på 100.000 kr. mod tidligere 250.000 kr.

For kunderne, der er omfattet af ændringen, betyder det, at man skal betale 600 kr. årligt efter skat for hver 100.000 kr. over loftet.

»De negative renter har ændret betingelserne for at drive bank, og det er en virkelighed, som både banker og bankkunder skal finde sig til rette i. Da danskerne fortsat sparer mere op, end vi som bank kan låne ud, fortsætter vi med at have et markant indlånsoverskud, der koster os penge at placere,« udtaler bankdirektør med ansvar for danske privatkunder i Nordea, Mads Skovlund, i meddelelsen.

I samme omgang sænker banken også den negative rente for Nordeas erhvervskunder med op til 0,50 procentpoint. Det betyder, at renten på indlån sænkes fra -0,75 pct. til max -1,25 pct.

Dog omfatter den ændring ikke Nordeas mindre erhvervskunder i Nordea Business Banking Direct-segmentet.

De nye vilkår træder i kraft 1. juli, og opkræves første gang 30. september i år.

Læs også: Renten stiger: Det betyder det for boligkøberne

Læs også: Han forudså markedet under corona - nu er der noget stort på vej