Henter kommentarer

Store ændringer: Her ser markedet at renten skal hen


Mens der for en uge siden var en klar forventning i markedet om, at den amerikanske centralbankrente skulle markant højere op i år, så er der nu et helt andet syn på det spørgsmål.

Det skyldes de to bankkollapser i Silicon Valley Bank og Signature Bank, som har sendt nervøsitet gennem hele den finansielle verden, skriver Marketwire.

Handlen med rentefutures peger nu i overvejende grad, med 60 pct. sandsynlighed, på et renteløft, på 0,25 procentpoint, når den amerikanske centralbank i næste uge holder rentemøde.

Læs også: Historisk dyk i USA: 'Det er crazy'

Markedet indregner samtidig en rentetop til maj i 4,77 pct. mod nuværende 4,50-4,75 pct.

Men for bare en uge siden pegede rentefutures med omkring 70 pct. sandsynlighed for en renteforhøjelse på det dobbelte her i marts, mens futures pegede på en rentetop på 5,62 pct.

Mange af de store investeringsbanker og kapitalforvaltere har været ude og komme med deres forventninger til fremtidens renteløft.

En af de mest spektakulære er Goldman Sachs, der »i lyset af den senere tids stress i banksystemet ikke tror, at centralbanken vil hæve renten til rentemødet i næste uge«, og de ser en betydelig usikkerhed om rentebanen efter marts.

Investeringsbanken regner dog fortsat ned renteløft på 25 basispoint på hver af møderne i maj, juni og juli.

Omvendt mener Jeffrey Gundlach, topchef i og grundlægger af den store obligationsinvestor Doubleline Capital, at martsmødet lige nu næsten ser ud til, at man kan slå plat eller krone om udfaldet.

»Jeg tror, for at redde planen og troværdigheden, vil de hæve renten med 0,25 procentpoint,« siger han til tv-stationen CNBC.

Handlen med rentefutures indikerer mandag også, at renten vil blive sat ned med 0,90 procentpoint efter den har ramt toppen inden nytår.

Læs også: Goldman Sachs: Udnyt faldet til at købe op i denne sektor

Læs også: Nordea: Derfor står USAs centralbank i 'en meget svær situation'