Henter kommentarer

Storinvestor om Bavarian Nordic: Det kan blive en guldrandet forretning


Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic står over for noget, der kan blive en guldrandet forretning.

Det vurderer Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvalting, der forvalter mere end 15 mia. kr. Fokus ligger på nordiske og danske aktier, og det er også en af grundene til, at man finder Bavarian Nordic i porteføljen. Aktien har fået lov til at fylde med en overvægt i porteføljen, efter Artha Kapitalforvaltning gik med i en af Bavarian Nordics kapitalforhøjelser.

»Vi gik med i kapitalforhøjelsen, fordi vi fik en sjælden mulighed som investor for at komme med i et selskab, som vi mente – og mener – er virkelig interessant,« udtaler Lars Hytting.

Bavarian Nordic nyder i disse dage stor opmærksomhed, fordi man netop har modtaget 800 mio. kr. til at udvikle en booster-vaccine mod covid-19. Indtil videre har selskabet kunne fremvise det, der er blevet udlagt som stærke data, men den danske virksomhed har manglet penge til at finansiere den afgørende fase 3-del.

Læs også: Bavarian Nordics højeste kursmål: Tror aktien kan skyde markant i vejret

»Hvis man splitter aktien op og ser på, hvad du betaler for, så får du hele covid 19-vaccinedelen med som en gratis option, mens alt det andet, som Bavarian Nordic har gang i, retfærdiggører den nuværende kurs,« udtaler Lars Hytting.

»Tænk hvis vi skal have en booster-vaccine hvert år – hvis Bavarian Nordic laver et ordentligt produkt, så kan det blive en guldrandet forretning med en naturlig efterspørgsel,« tilføjer han.

Et lignende synspunkt har Sydbanks aktieanalytiker Søren Løntoft givet udtryk for. Det kan du læse mere om her.

For aktiechefen at se, så er Bavarian Nordic ved at være transformeret fra at være et biotekselskab til at være et medicinalselskab, og derfor kan han også på den lidt længere bane se et kurspotentiale på 30-40 pct. i aktien. Nye testdata kan sende aktien yderligere op, og han er ikke bekymret for, at det bliver svært for selskabet at hente yderligere kapital i markedet, lyder begrundelsen.

Han mener dog, at Bavarian Nordic-aktien i øjeblikket er fair prissat baseret på selskabets fremtidige indtjening. Den bunder eksempelvis i en række andre vaccinerne

»Man har historisk haft koppevaccinen, der har holdt Bavarian Nordic ovenvande, imens selskabet har arbejdet videre med pipelinen. Lige nu bliver den eksisterende pipeline værdiansat til det, som det er værd,« udtaler Lars Hytting.

Millionstøtten går til Bavarian Nordics forventede fase 3-studie med dets vaccinekandidat. Bavarian Nordic får de første 80 mio. kr. som forudbetaling, mens de resterende 720 mio. kr. er betinget af, at selskabet når en række milepæle. Hvis selskabet får vaccinen frem til markedet, skal støtten tilbagebetales – enten via leverance af vacciner til staten og eller såkaldte royalty-betalinger. Det sidste er dog kun gældende, såfremt Bavarian Nordic opnår et vist salg.

Artha Kapitalforvaltning investerer via sin fond 'Artha Responsible særligt i grønne aktier. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Nordnet: Det kan fuldstændig ændre opfattelsen af Bavarian Nordic

Læs også: Analysehus om Bavarian Nordic: Det bør investorer holde øje med nu