Henter kommentarer

Strateger om slagtet dansk aktie: Det er et godt tidspunkt at købe den


Nu kan være et godt tidspunkt at købe Simcorp-aktien på for langsigtede investorer.

Det er vurderingen fra Handelsbanken om det danske it-selskab, der leverer it-løsninger til banker og investeringsfonde.

»Tager man de langsigtede briller på vurderer vi, at den aktuelle kurs udgør et godt tidspunkt at købe ind i aktien på,« lyder det fra aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard i et analysenotat fredag.

De holder dog fast i anbefalingen 'Hold' på kort sigt, for de vil ikke udelukke, at it-aktien kan fortsætte sin nedtur. Simcorp-aktien er faldet næsten 38 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

Læs også: 3 mulige vinderaktier i en recession

Hold-anbefalingen skyldes samtidig, at SimCorp leverede en »blandet pose bolsjer« i dets regnskab for første kvartal. Det mest iøjefaldende var for strategerne at se SimCorps »solide« ordreindgang på 26 mio. euro samt den solide ordrebeholdning. Den endte 10 pct. højere end konsensus’ forventninger.

Alligevel er det værd at bide mærke i SimCorp endte med »en skuffende udvikling for lønsomheden,« påpeger strategerne. SimCorp landede en driftsindtjening i første kvartal på 15,5 mio. euro samt en overskudsgrad (EBIT-margin) på 13,5 pct.  Jo højere overskudsgrad, jo bedre, for det viser, at et selskab er i stand til at øge overskuddet på baggrund af omsætningen.

Læs også: Saxo Bank: Disse aktier er en oplagt købsmulighed - de er historisk billige

Den danske it-virksomhed holder ikke desto mindre fast i selskabets forventninger for udviklingen i 2022. Det omfatter en omsætningsvækst på 7-12 pct, en vækst i den årlige tilbagevendende omsætning på 10-15 pct. samt en overskudsgrad på 23-26 pct.

Handelsbanken har i øjeblikket en kortsigtet hold-anbefaling på SimCorp-aktien – dvs. set på den forventede udvikling de næste tre måneder.

Strategerne forventer imidlertid, at SimCorp-aktien vil kunne slå markedet over de næste tre år. På tre års sigt vurderer de, at aktien vil »outperform«. Handelsbanken hæver dets treårige kursmål til 725 kr. fra tidligere 675 kr. Til sammenligning lukkede SimCorp-aktien i kurs 492 kr. torsdag.

Læs også: 3 stærke aktier til en recession: 'Det er en klokkeklar vinder'

Læs også: Professionel investor: Det her bør du ikke gøre nu