Vestas-aktien fløj mod himlen i 2020, men 2021 har været et noget mere udfordrende år for den danske vindmølleaktie.
Der skal umiddelbart ske tre ting, før Vestas-aktien for alvor vil få luft under vingerne igen, vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen. Vindmølleaktien toppede i foråret i kurs 310, men er siden faldet noget tilbage. Aktien er siden marts svinget imellem kurs 208 og kurs 266 kr.
»Vestas-investorer skal håbe på tre ting, hvilket til gengæld kan sende Vestas-aktie tilbage mod topniveauerne,« fortæller Jacob Pedersen.
Den første ting er, at Vestas skal kunne fremvise en bedre ordreindgang, end det som vi så i begyndelsen af året, forklarer aktieanalysechefen.
»Det har vi allerede set noget af i andet kvartal i år, hvor vi har fået de første beviser for, at den ordrenedgang, der var i første kvartal, var forbigående,« fortæller han.
Den anden ting er, at den danske vindmølleproducent også skal kunne fremvise en bedre rentabilitet, forklarer Jacob Pedersen.
Læs også: Nordnet om Vestas: 'Det er en reel risiko, som investorer skal være opmærksomme på'
»Vestas er et sted nu, hvor rentabiliteten er væsentlig lavere end selskabets egen ambition, og den er også lavere end det, som aktieinvestorer forventer på lidt længere sigt,« udtaler han og fortsætter:
»Vestas er nødt til at arbejde videre med de interne effektiviseringer, som man har gjort i mange år. Det handler eksempelvis om at sende en ny vindmølle på gaden, hvorefter man over de første år får pillet omkostninger ud af produktionen af vindmøllen. En anden mulighed er – udover effektiviseringer – at løfte salgspriserne.«
Den tredje ting, som Vestas-investorerne skal håbe på, er, at vindmølleproducenten får succes med sin satsning inden for havvindmøller. Vestas har en ambition om at være med helt fremme inden for produktionen af havvindmøller. Vi taler om et marked, hvor Siemens Gamesa længe har ligget helt i front, og hvor General Electric også har udtalte ambitioner, fortæller han.
Læs også: Sydbank om Vestas: Frygten kan vise sig at være overdrevet
»Vi får ingen beviser for, at Vestas kan tjene styrende med penge på det område før 2024-25, men en forudsætning for at få succes på havet er, at man vinder ordrer. Derfor må vi nøjes med at se på ordrerne inden for havvindmøller. Vi har set nogle indikationer på kunder, der vælger de her mølle, men det skulle der gerne komme mere af,« udtaler Jacob Pedersen og tilføjer:
»Hvis Vestas kan vinde udbud inden havvind de næste måneder, så vil det lysne for selskabet.«
Jacob Pedersen understreger, at Vestas-aktien i 2020 har været båret frem af en grøn investeringsbølge, og at Vestas-aktien i en vis udstrækning er afhængig af, at der er en positiv stemning omkring bæredygtige aktier.
»Det oplevede vi i 2020, mens der har været mindre af det i 2021. Det har også kostet for Vestas,« udtaler han. Jacob Pedersen påpeger, at eventuelle rentestigninger også kan ramme en vækstaktie som Vestas, fordi den danske vindmølleaktier er prisfastsat på indtjeningsforventninger, der målt i nutidskroner bliver mindre værd med en højere rente.
Vestas ventes at præsentere halvårsregnskab onsdag 11. august. Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en købsanbefaling på Vestas-aktien
Læs også: Storinvestor om dansk aktiedarling: 'Det er en sand indtjeningsmaskine'
Læs også: Saxo Bank tror på ny optur i tidligere boble-sektor
