Henter kommentarer

Sydbank advarer: Dansk aktie kan blive værdiløs


En værdiløs aktie.

Det er udsigterne, hvis du har aktier i det skandinaviske flyselskab, SAS. Sådan lyder advarslen fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i et analysenotat onsdag. Han har set nærmere på SAS-aktien i slipstrømmen på rygterne om, at SAS måske er fortid på den danske fondsbørs.

»Sandsynligheden for, at de eksisterende SAS-aktier ender som værdiløse, er stigende,« lyder dommen fra aktieanalysechefen.

Læs også: Nordnet om dansk aktie: Investorerne har tabt stort set alle deres penge

SAS-aktien er for ham at se så uinteressant, at man hos Sydbank anbefaler at sælge aktien. Det er på trods af, at SAS har offentliggjort trafiktal for marts 2023, der viser en solid fremgang i indtægterne i forhold til marts 2022.

De bedre takter i trafiktallene afspejler ifølge banken, at SAS har kurs mod sæsonmæssigt bedre tider.

»Uanset vil de eksisterende aktionærer formentlig ikke få nogen som helst gavn af indtjeningsfremgangen. SAS gentager nemlig, at man ikke kan udelukke total udvanding af de eksisterende aktionærer. Altså at de eksisterende aktier vil blive værdiløse, når kapitalrejsningen og de nye ejerforhold er på plads«

Han henviser til den pengejagt, som SAS har kastet sig ud i. Pengene skal sikre flyselskabets fremtid. SAS afsøger ifølge Sydbank markedet efter de bedste vilkår fra større investorer, der vil træde til som strategisk allierede og storinvestorer i det nye, reorganiserede SAS.

Det hører dog med til historien, at SAS-aktionærer stadig skal forvente et underskud før skat i år på 4-5 mia. svenske kr., understeger aktieanalysechefen. SAS ser dog et positivt før-skat-resultat i 2023/24 og et før skat overskud på 5-6 mia. svenske kr. Det lød tidligere på 3-4 mia. svenske kr.

Læs også: Forudser 'mærkbart fald' i boligrenterne

»Forbedringerne udspringer af højere forventninger til efterspørgsel og aktivitet – ligesom SAS også forventer lavere finansieringsomkostninger, fordi flere fly kan købes uden gæld/leasinggæld,« bemærker kan man hos Sydbank.

Udsigterne er dog ikke opløftende for de eksisterende aktionærer, lyder det fra Jakob Pedersen:

»En afnotering er altså virkelig i spil, og den kan passe godt ind i at skabe ro om at få gennemført alle forandringerne efter endt konkursbeskyttelse.«

»SAS’ kommentarer – og selskabets situation – bærer altså præg af, at alt er i spil i forhold til at få en ny ejerstruktur til at falde på plads. Derfor vil vi bestemt heller ikke udelukke en afnotering,« forklarer Jacob Pedersen.

»Det vil på den ene side være en behændig metode til at efterlade de nuværende aktier værdiløse. På den anden side kan en afnotering gøre det svært for de nye ufrivillige aktionærer (i form af kreditorerne) at komme af med deres aktier,« tilføjer han.

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en sælg-anbefaling på SAS-aktien.

Læs også: 'Fremragende' - analytiker ser stort potentiale i dansk aktie

Læs også: Aktiechef: En opjustering kan være på trapperne fra dansk folkeaktie