
Bavarian Nordic trak fra det øvrige felt i C25 tirsdag, hvor aktien kunne notere sin tredje handelsdag i træk med stigninger. I modsat ende endte Coloplast efter en negativ anbefaling hos amerikanske JPMorgan.
Eliteindekset bakkede 0,4 pct. til 1717,88.
En afdæmpet stemning prægede tirsdag det danske aktiemarked, da der med en vis forsigtighed blev set frem mod afslutningen på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag.
»Markedet har ligget underdrejet det meste af dagen. Det er et afventende marked,« siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
Læs også: C25-selskab får skåret stor luns af kursmålet
Ved rentemødet vil det vise sig, om markedet med et bud på en uændret rente på 5,25-5,50 pct. får ret, eller om centralbanken igen hæver renten.
»Man vil gerne se, hvad der kommer af resultat for at agere på det,« forklarer chefhandleren som årsagen til den afventende stemning.
Tirsdag var der ny ammunition til centralbankhøgene, da de amerikanske byggetilladelser i USA steg væsentligt og mod forventning.
Coloplast fik tirsdag genoptaget dækningen hos den amerikanske investeringsbank JPMorgan med den negative anbefaling "undervægt" og et kursmål på 686 kr.
Dertil sænkede Danske Bank sænket sit kursmål for Coloplast til 935 kr. fra 1030 kr. med henvisning til højere kapitalomkostninger og et større antal aktier efter opkøbet på islandske Kerecis for knap 9 mia. kr.
Læs også: Strateg ser fare i Novo-aktien: 'Dette bekymrer mig'
Coloplast faldt 2,6 pct. til 753 kr.
Øverst i C25 endte Bavarian Nordic med sit tredje kursplus på stribe.
Tirsdag bragte ikke noget selskabsspecifikt om vaccineaktien, og dagens stigning kan ifølge Mads Zink skyldes et positivt skift i trenden for aktien, der i en længere periode har været negativ.
Fredag kom det frem, at Kina vil behandle mpox - tidligere kendt som abekopper - på samme måde som covid-19.
Siden da er aktien steget uafbrudt, og tirsdag blev det til et plus på 6,6 pct. til 153,75 kr.
NNIT har efter sin kapitalmarkedsdag og nye langsigtede forventninger fået løftet kursmålet hos svenske SEB til 122 kr. fra 104 kr.
Læs også: Storbank genoptager dækning af C25-selskab: Får negativ anbefaling
Anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af Bloomberg News.
NNIT sigter ifølge sine nye mål efter en årlig organisk vækstrate på omkring 10 pct. i perioden 2024-26 og en gennemsnitlig overskudsgrad før særlige poster på omkring 10-13 pct.
Tirsdag steg aktien 0,5 pct. til 86 kr. efter et plus på 4,3 pct. mandag.
Regnskabsaktuelle Dantax og Rovsing blev begge belønnet for deres årsregnskaber tirsdag.
Først på banen var Rovsing, der i 2023/24 venter en pæn fremgang for omsætningen og indtjeningen. Omsætningen estimeres i niveauet 37-41 mio. kr., mens driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger (EBITDA) ses på 3,5-4,5 mio. kr.
Aktien vandt 4,6 pct. til 49,60 kr.
Læs også: Regning forude: Tiårig rente når højeste niveau i mere end ti år
Også Dantax gik frem tirsdag efter sit årsregnskab for 2022/23, der viste et solidt bundlinjeafkast drevet af aktieinvesteringer.
I 2023/24 venter selskabet et nettooverskud før finansielle poster på 1,0-2,0 mio. kr.
Dantax gik frem med 3,8 pct. til 276 kr.
Rockwool faldt 1,0 pct. til 1628 kr., efter at On Field Investment skar kursmålet betragteligt til 1970 kr. fra 2390 kr.
Anbefalingen er uændret "køb".
Banknordik opjusterede sine forventninger til 2023 efter højere renter og et lavere nedskrivningsniveau i andet kvartal. Der ventes nu et nettooverskud på 260-290 mio. kr. fra før 236-265 mio. kr.
Bankaktien steg 2,4 pct. til 152 kr.
Bioporto faldt 3,4 pct. til 1,69 kr., da selskabets finansdirektør Neil Goldman har opsagt sin stilling for en tilsvarende stilling i et andet selskab. Jagten er nu sat ind på en afløser, oplyser selskabet.
Læs også: 5 mulige vinderaktier: Sådan vil aktiechefen investere 100.000 kroner lige nu
Læs også: Økonom: Forvent højere benzinpriser
.\˙ MarketWire

Danske Bank: Renten har toppet - måske