Den svenske regerings beslutning om, at den ikke vil skyde flere penge i SAS, er i for sig ventet og signalerer tydeligt, at alle flyselskabets interessenter må bidrage, hvis SAS skal i mål med sin restrukturering.

Det siger Anko van der Werff, administrerende direktør i SAS, til Børsen.

Sverige vil alene deltage ved at konvertere tidligere lån, obligationer og likviditetsgarantier fra coronaperioden til aktier, men afviser at komme med nye penge.

»Vi kendte ikke til beslutningen på forhånd, men det kan altså ærligt talt ikke være nogen overraskelse for nogen. Sverige har mig bekendt i ti år haft et mandat om at sælge sin ejerandel i SAS ud eller ned,« siger Anko van der Werff.

Læs også: SAS dykker efter svensk afvisning

SAS lancerede i februar sin strategiplan SAS Forward, hvor et af de væsentlige punkter er at få reduceret de årlige omkostninger med 7,5 mia . svenske kr. fordelt på både medarbejdere, flyudlejere og kreditorer.

Desuden har SAS et mål om at få konverteret gæld og eksisterende obligationer for 20 mia. svenske kr. til aktier og rejse 9,5 mia. svenske kr. via salg af nye aktier.

Men det kniber med at opnå resultater i forhandlingerne, siger Anko van der Werff til Børsen.

»Det går stadig ikke hurtigt nok. Folk håber tydeligvis på magiske løsninger, hvor de ikke selv skal deltage i byrderne. Dagens melding fra Sveriges regering viser ganske tydeligt, at staten her ikke medvirker i en sådan, magisk løsning,« siger Anko van der Werff.

Læs også: 6 stærke aktier: 'Det bedste af det bedste kvalitet'

Læs også: Sverige nægter at skyde flere penge i kriseramte SAS

.\˙ MarketWire