Henter kommentarer

Trump sender amerikanske aktier ud i giftige fald


Investorer solgte ud af amerikanske aktier mandag, efter præsident Donald Trump igen lagde pres på den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, for at sænke renten. 

Udspillet kommer midt i stigende frygt for, at Trumps handelspolitik sendte USA ud i en økonomisk nedtur i form af en recession, skriver Bloomberg News.

Det store brede S&P 500-aktieindeks faldt 3 pct., mens det teknologitunge Nasdaq 100-indeks faldt 3,2 pct.

Investorernes reaktion var ikke til at tage fejl af. Frygtens Indeks - VIX-indekset - der måler markedsuro, nærmede sig 35. 

Samtidig blev den amerikanske dollar mindre værd; guldet, der ses som en sikker havn i usikre tider, blev dyrere; mens værdien af lange amerikanske statsobligationer faldt.

Læs også: Topøkonom deler dyster forudsigelse

Trump har i stigende grad blandet sig i Federal Reserves pengepolitik. Det vækker bekymring for centralbankens uafhængighed. 

»Markedet bryder sig ikke om, at centralbankens uafhængighed bliver udfordret. Markedet kan trods alt forsøge at forudsige, hvad en uafhængig centralbank vil gøre, forklarer Joe Saluzzi, der er medansvarlig for handel hos børshuset Themis Trading.

»Hvis den uafhængighed bliver sat under pres, kan der træffes mere ustabile og uforudsigelige beslutninger. Og markedet bryder sig ikke om uforudsigelighed,« tilføjer Joe Saluzzi.

Alle 11 sektorer i det brede S&P 500-aktieindeks faldt, mens 98 pct. af aktierne i indekset blev sendt ud i kursfald. Det er det højeste siden marts 2023. Siden februar er S&P 500-indeks faldet næsten 17 pct. 

Det er især drevet af Trumps svingende udmeldinger om told og handel.

Tesla faldt 6,9 pct. forud for elbilproducentens regnskab. Chipmastodonten Nvidia faldt 5,7 pct., mens Netflix steg 2 pct. efter et rekordoverskud.

Læs også: Er bunden nået for aktiemarkedet? Her er milliardforvalterens bud

Læs også: Chefanalytiker: Sådan kan Trumps handelskrig påvirke det danske boligmarked