For andet kvartal i træk er det amerikanske bruttonationale produkt negativt, og landet er dermed i en teknisk recession.

Konkret er landets BNP i andet kvartal -0,9 procent, viser dugfriske tal.

Det er dog værd at bemærke, at USA ikke befinder sig i en »rigtig recession«, pointerer Mikael Olai Milhøj, chefanalytiker i Danske Bank:

Læs også: Aktiechef advarer mod optimisme: 'En fælde'

»Almindeligvis ville man ikke se, at BNP falder to kvartaler i træk, hvis der ikke er tale om en recession, men recessionsbegrebet er bredere end det, og man kan ikke definere en recession alene ud fra udviklingen i ét nøgletal.«

Chefanalytikeren henviser til, at selvom bruttonationalproduktet trækker røde tal, så står det anderledes til andre steder. Blandt andet er amerikanernes privatforbrug stadig voksende, ligesom der er godt gang i arbejdsmarkedet på den anden side af Atlanten.

Det store spørgsmål er dog stadig, hvor længe det nuværende opsving kan fortsatte, fremhæver Mikael Olai Milhøj og fortsætter:

»Recessionsfrygten er i hvert fald steget betragteligt, hvilket er med til at forklare, hvorfor aktiemarkederne ikke har haft et godt år i år. At amerikansk økonomi nu befinder sig i en teknisk recession gør nok heller ikke frygten mindre.«

Recession er en periode med økonomisk tilbagegang. Globalt slås man lidt om, hvad der skal til for at definere en recession. Desuagtet er en teknisk recession to kvartaler i træk med et negativt bruttonationalprodukt, BNP.

Lidt anderledes står det dog til i USA.

»I USA er det normalt en komité med velrenommerede økonomer, der vurderer om USA er i recession, og den følger de fleste økonomer,« som Jyske Bank forklarer det i deres morgennyt.

De garvede amerikanske økonomer ser på, om den økonomiske aktivitet falder kraftigt – og at tilbagegangen er bredt fordelt. Derfor kigger de blandt andet på, om der er et vedvarende fald i beskæftigelsen.

I første kvartal var amerikansk BNP -1,6 pct.

Læs også: Nordea: Rentefesten er slut for boligejerne

Læs også: Aktiechef: Det er en 'gamechanger' for Vestas